11.10.2020
3 min læsetid

Coronakrisen har forsinket hver femte studerende

Godt hver femte af studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er kastet ud i forsinkelser på deres studier grundet corona- epidemien

Ulrik Frandsen

af Ulrik Frandsen

Kvinde læser i bøger

Over hver femte studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er blevet forsinket under corona-nedlukningen

Den pludselige nedlukning af Danmark den 11. marts trækker ikke bare dybe spor i erhvervslivet. Den har også kostet de studerende på landets STEM-uddannelser dyrt. Det viser en ny undersøgelse blandt næsten 2.500 studerende fra Ingeniørforeningen, IDA.

22 procent af de studerende svarer, at de har bestået færre ECTS-point end planlagt, og at det i overvejende grad skyldes corona-krisen. Undersøgelsen viser også, at hver 10. på STEM-uddannelserne allerede har været tvunget til at udskyde færdiggørelsen af deres speciale, bachelorprojekt eller diplomingeniørprojekt.

Ifølge Mathias Botoft Hansen, talsperson for STEM Students, der er sammenslutningen af studiemedlemmerne i IDA, er det ærgerligt, at så mange er blevet ramt af forsinkelser.

”Omfanget af forsinkelserne overrasker mig. Derfor er det vigtigt, at alle undervisningsinstitutioner tager hånd om de studerende, der er kommet bagud nu. Hvis ikke problemet skal vokse yderligere ind i efteråret, kræver det, at politikerne frigiver tilstrækkeligt med midler. De nuværende fem millioner kroner, der er målrettet indsatsen, falder på et tørt sted, men det er helt utilstrækkeligt,” siger han.

Målt på ECTS-point er mange STEM-studerende kommet helskindet igennem perioden, men for godt hver femte har forsinkelserne et meget stort omfang. De har i gennemsnit opnået godt 10 ECTS-point færre, hvilket svarer til over en tredjedel af det normerede. Og det skaber ifølge Mathias Botoft Hansen et stort efterslæb for den enkelte, som det må være i samfundets interesse at rettet op på.

”For den enkelte studerende kan det opleves som et personligt nederlag ikke at kunne følge den plan, der er lagt for ens studie. Men det er helt essentielt, at det pointeres over for de studerende, at de ikke har et personligt ansvar for forsinkelser, der skyldes corona. Derfor forventer jeg, at de berørte vil få den nødvendige hjælp og vejledning, så de kan komme tilbage på sporet. Jeg er især nervøs for de studerende, der kan se frem til at løbe tør for SU-klip og dermed stå uden indkomst i den sidste periode af deres studie,” siger han.