04.04.2019
2 min læsetid

Dataetisk Råd skal være innovativt og modigt

Regeringens nyetablerede Dataetiske Råd skal være på forkant med udviklingen, mener IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen.

Ulrik Frandsen

af Ulrik Frandsen

Det nye Dataetiske Råd får masser at lave, og det er afgørende, at rådet fortsætter efter det kommende folketingsvalg, siger IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen.

Forventningerne og kravene til det nye Dataetiske Råd er er høje, og deres arbejde er vigtigere end nogensinde før. Det mener formanden for Ingeniørforeningen, IDA Thomas Damkjær Petersen, der samtidig roser regeringen for at tage udfordringen alvorligt.

Thomas Damkjær Petersen har gennem sit arbejde i regeringens Dataetiske Ekspertgruppe selv været med til at anbefale etableringen af et Dataetisk Råd.

”Personligt var det den vigtigste af de 9 anbefalinger Vi har mere end nogensinde før brug for et råd med høj teknisk og juridisk ekspertise, der løbende kan tage problemstillinger op. Det er også afgørende, at det er en blivende institution, der fortsætter efter det kommende folketingsvalg,” siger IDAs formand.

Han er sikker på, at der løbende vil komme nye konkrete sager og dilemmaer, som det vil være lettere at diskutere og tage stilling til med det nye råd.

”Rådet skal naturligvis kunne fungere som rådgiver for regeringen i forhold til for eksempel kritisk digital infrastruktur. Men mindst ligeså vigtigt er det, at rådet kan sætte fokus på etiske dilemmaer i forskellige brancher, og ser på, hvordan vi bruger vigtige redskaber som kryptering, datadeling og anonymisering,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Som formand i SIRI-Kommissionen har Thomas Damkjær Petersen de seneste år været med til at sætte dataetik på dagsordenen, og han understreger, at der er mange udfordringer at tage fat på.

”Det handler alt sammen om at blive enige om, hvordan vi tænker dataetik, hvad det er for et værdisæt, vi vil indrette os efter i en digital fremtid, og hvordan vi håndterer det konkret i virksomhederne, i den offentlige sektor og i vores helt almindelige hverdag,” siger han.