02.10.2019
1 min læsetid

Endelig bliver forskningen prioriteret

Regeringen vil afsætte 1 mia. kr. til grøn forskning i sit finanslovsforslag. En god begyndelse efter flere år med besparelser på området, mener IDA.

Søren Lorentzen

af Søren Lorentzen

Hvis Danmark skal i mål med den grønne omstilling og nå et ambitiøst mål om en reduktion i CO2-udledningerne med 70 pct. i 2030, skal der investeres massivt i forskning. Vi har ikke alle de teknologiske løsninger liggende på hylden og klar til brug, og derfor er der tilfredshed i Ingeniørforeningen, IDA med regeringens finanslovsudspil på dette område. Her vil man afsætte omkring 1 mia. kr. til ny grøn forskning.

”Det er en god prioritering fra regeringens side. Vi skal investere markant flere penge i forskning generelt og særligt i grøn forskning, for det er her, at løsningerne til at løse klimaudfordringerne skal findes. Men vi er langt fra i mål set fra vores bord. Danmark bør have en ambition om at investere 1,5 pct. af BNP i offentlig forskning, og regeringens udspil fastholder os på ca. 1 pct. af BNP,” siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA.

IDA noterer sig med tilfredshed, at regeringen lægger op til at droppe det såkaldte omprioriteringsbidrag, der har forpligtet undervisningsinstitutionerne til at spare 2 pct. om året.

”Viden er det råstof, Danmark skal leve af, og det har været trist at se på grønthøsteren køre bevidstløst rundt på uddannelsesinstitutionerne. Vi får hårdt brug for dygtige og velkvalificerede medarbejdere til både den grønne og den digitale omstilling, og derfor er det godt, at regeringen prioriterer at investere i fremtiden,” siger Thomas Damkjær Petersen.