29.08.2018
2 min læsetid

Fortsat rundbarbering af uddannelserne er hovedløst

Regeringens udmelding om først at droppe omprioriteringsbidraget på to procent på uddannelsesområdet i 2022 vækker på ingen måde glæde i Ingeniørforeningen, IDA

Ulrik Frandsen

af Ulrik Frandsen

Formand Thomas Damkjær Petersen, havde hellere set omprioriteringsbidraget rullet helt tilbage allerede ved den kommende finanslov, da det allerede nu har gjort enorm skade på uddannelsesinstitutionerne.

”Vores uddannelsessystem har allerede lidt voldsomt under grønthøsteren, og med udsigt til at der fortsat skal spares mange, mange millioner kroner årligt de kommende tre år, er der jo ikke tale om en decideret heltemodig redningsaktion. Uddannelsessystemet har det absolut ikke godt, og har af regeringen nu fået en lægetid om tre år. Det er en meget skidt behandlingsgaranti,” siger han.

IDAs formand mener, at man bevidst skyder sig selv i foden ved at trække så massive besparelser ned over vores uddannelser. Danmark skal leve af viden og kloge hoveder, og hvis der skal spares år efter år, vil det med sikkerhed få store konsekvenser for kvaliteten af vores uddannelser.

”Omprioriteringsbidraget er en rigtig dårlig opfindelse. Vi står allerede nu med en stor efterspørgsel på teknisk og naturvidenskabelig arbejdskraft. Samtidig viser en prognose fra den teknologiske alliance Engineer the future, at vi vil mangle 10.000 uddannede med teknisk og naturvidenskabelig baggrund allerede i 2025. Den udfordring skal løses ordentligt, så vi ikke står tilbage med flere årgange af discount-uddannede,” siger Thomas Damkjær Petersen.