10.04.2019
2 min læsetid

Grænsen mellem arbejde og fritid må aldrig viskes ud

I dag har Det Nationale Stresspanel fremlagt 12 anbefalinger, som skal medvirke til at forebygge stress. IDA havde gerne set et større fokus på psykisk arbejdsmiljø.

Søren Lorentzen

af Søren Lorentzen

Det er den sikre vej ind i en ond spiral, når grænserne mellem arbejde og fritid udviskes, mener Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA.

Det Nationale Stresspanel har i dag præsenteret 12 konkrete anbefalinger til regeringen. Formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA kvitterer særligt for én af stresspanelets anbefalinger; skab en kultur på arbejdspladserne, hvor det ikke forventes, at medarbejderen er tilgængelig, når medarbejderen har fri.

”Det er den sikre vej ind i en ond spiral, når grænserne mellem arbejde og fritid udviskes. Der kan naturligvis være enkeltstående ting, der kræver en umiddelbar reaktion fra en enkelt medarbejder eller chef, men der er en pointe med at holde fri. Vi har alle brug for at holde pause og lade krop og hjerne op – at stå til rådighed 24/7 er næppe den bedste forebyggelse mod stress,” siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA

Hun opfordrer til, at man på den enkelte arbejdsplads formulerer klare regler for tilgængelighed, så grænserne mellem fritid og arbejde opretholdes, og hun opfordrer arbejdsgiverne til at give medarbejderne mulighed for selv at påvirke planlægningen af deres arbejdsdag, så der kommer en god balance imellem arbejde og fritid. F.eks. plads til at hente børn tidligt og arbejde en ekstra time om aftenen, hvis det foretrækkes.

”Panelet skal have ros for at prioritere den udfordring. Jeg havde dog gerne set, at panelet havde prioriteret indsatsen mod arbejdsrelateret stress væsentligt højere. Det er skuffende, at der ud af 12 anbefalinger til regeringens videre arbejde med stressforebyggelse ikke har været et endnu større fokus på det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladserne,” siger Juliane Marie Neiiendam.