Grøn transportaftale hiver klimanølet ud af slæbesporet

Endelig kom den længe ventede transportaftale, der indeholder en række gode, grønne tiltag, men som ikke får os helt ud i overhalingsbanen endnu.

Tina Splidsboel

af Tina Splidsboel

Roadpricing er den rette måde at beskatte bilkørsel på, fordi man flytter afgifterne fra køb til kørsel. Foto: arkiv

”Jeg er glad for at se, at det faktisk er en grøn transportaftale, der ikke kun snakker elbiler, men også har midler til cyklismen og trækker roadpricing ud af slæbesporet ved at afsætte penge til udviklingsforsøg for personbiler,” siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.

IDA er glade for, at roadpricing er en del af aftalen, hvor der bliver afsat 20 millioner kroner til et offentligt-privat udviklingssamarbejde, der kan se på de teknologiske muligheder for at udvikle og indfase roadpricing for personbiler.

”Jeg mener, at roadpricing er den helt rette måde at beskatte på, så man på den måde flytter afgifterne fra køb til kørsel. Vi ser frem til resultaterne af forsøget og bidrager gerne med anbefalinger og viden,” siger Thomas Damkjær Petersen.

I IDAs Klimasvar, der kom før sommer, lagde vi op til, at der skulle 1,3 mio. elbiler ud på de danske veje i 2030, hvis vi skal opfylde 70-procents-målsætningen. Desværre er de 775.000 elbiler, der bliver lagt op til her i aftalen, ikke nok. Vi ser gerne, at politikerne holder hinanden op på ambitionsniveauet og giver aftalen et tiltrængt eftersyn i 2025.

”En aftale, der når 775.000 og med hensigt om at nå 1 mio. elbiler, er hverken til at grine eller græde over. Der er brug for mere, men det er meget bedre end regeringens oprindelige oplæg på 500.000. Aftalen viser, at de fossile personbilers dage er talte,” siger Thomas Damkjær Petersen.

1.3 mio.

Så mange elbiler skal der ud på de danske veje i 2030, hvis vi skal nå 70-procents-målsætningen

Kilde
IDAs Klimasvar