Hver femte ingeniør er bekymret for jobsikkerheden

Coronakrisen har udviklet sig til en økonomisk krise, og det rammer også en lang række sektorer og brancher, som IDAs medlemmer arbejder i. Krisens alvor tegner sig tydeligt i en ny medlemsundersøgelse fra IDA. Her svarer 22 pct., at de er bekymrede for deres jobsikkerhed.

Søren Lorentzen

af Søren Lorentzen

Mand peger og kvinde kigger forundret

Nedgangen i økonomien kan mærkes blandt IDAs medlemmer. Flere end hvert fjerde privatansatte medlem forventer, at krisen vil have "stor" eller "meget stor" negativ effekt på den virksomhed, der arbejder i.

Nedlukningen af både det danske samfund og de vigtigste eksportmarkeder har medført stor usikkerhed. Og den usikkerhed mærkes med stor tydelighed på en lang række arbejdspladser. Selvsagt også blandt IDAs medlemmer.

I en ny undersøgelse blandt 1.258 medlemmer svarer sammenlagt 22 pct., at de oplever ”nogen øget risiko”, ”stor øget risiko” eller ”meget stor øget risiko” for at blive afskediget. 7 ud af 10 vurderer, at coronakrisen vil have ”ingen eller meget lille øget risiko” eller ”kun mindre øget risiko” for, at de bliver afskediget. Kun fire pct. svarer, at krisen har en positiv effekt på deres jobsikkerhed.

”Taget i betragtning, at vi kommer fra et ingeniørarbejdsmarked, hvor eksempelvis seks ud af ti privatansatte medlemmer blev forsøgt headhuntet sidste år, så er den økonomiske krise, vi oplever nu, et tydeligt billede på, at det gør ondt i mange brancher og sektorer. Eksporten bløder, og værdikæder er brudt, fordi store dele af verden er lukket ned. Det er bekymrende. Vi kan også se i vores juridiske rådgivning, at mængden af afskedigelsessager fylder betydeligt mere end normalt, så ingen faggrupper går upåvirkede igennem denne tid. Vi skal naturligvis være glade for, at der trods alt også er et flertal for hvem, krisen har mindre betydning for jobsikkerheden, men vi er bekymrede for udviklingen og tager medlemmernes usikkerhed meget alvorligt og gør alt, hvad vi kan for at bistå de berørte medlemmer,” siger Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA.

Han hæfter sig ved, at særligt de privatansatte medlemmer i henholdsvis handel og transport-sektoren og erhvervsservice- og rådgivningsbranchen vurderer, at coronakrisen vil have en ”stor” eller ”meget stor” negativ påvirkning af deres virksomhed, og at krisen synes at ramme de mindste virksomheder med færrest ansatte hårdest. 77 pct. af de adspurgte, som arbejder i en virksomhed med færre end 10 ansatte, vurderer, at coronakrisen vil påvirke deres virksomhed negativt i 2020.

”Rygraden i dansk erhvervsliv er SMV’erne. Denne krise gør allermest ondt på dem, da mange af disse vækstvirksomheder ikke har et likviditetsberedskab som buffer. Mange af dem er i startfasen, de er eksportorienterede, de investerer hver en krone i udvikling og innovation og vil først begynde at tjene penge og skabe de nødvendige jobs om nogle år. Dem ser vi gerne, at man får et endnu større fokus på at holde hånden under og hjælpe igennem denne tid. Det er i denne underskov af SMV’er, vi skal finde de næste danske vækst- og eksporteventyr,” siger Morten Thiessen.

Læs mere

Digital inspiration

Dyk ned i IDAs webinar-univers

Se et af vores mange webinarer om alt fra hvordan du organiserer dit nye hjemmearbejdsliv til teknologien bag kunstig intelligens.

Se webinar

Kontakt

IDA rådgiver dig - kontakt os digitalt

IDAs rådgivning og øvrige tilbud til dig som medlem er åbent helt som vanligt. Vi har samlet de mest stillede spørgsmål om corona i en FAQ. Men du kan kontakte IDA med alle dine konkrete spørgsmål.

Kontakt IDA