22.12.2020
3 min læsetid

IDA-året der gik 2020

Nyt klimasvar, en digital festival og kreative IDA-medlemmer til kamp mod corona. Det er nogle af højdepunkterne set fra IDA-huset.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Januar: 200-året for HC Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen

I år er det 200 år siden, at H.C. Ørsted gjorde en af de vigtigste videnskabelige opdagelser nogensinde, nemlig opdagelsen af elektromagnetismen. Vigtigst fordi elektromagnetismen ligger til grund for meget af den teknologi, vi omgiver os med i dag.

Alligevel er det de færreste danskere, der til dagligt sender H.C Ørsted en tanke, når de tjekker Facebook på deres mobiltelefon, tænder lyset i lejligheden eller passerer en vindmølle i det danske landskab.

Derfor har IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen, som ambassadør for H.C Ørsted fra starten af 2020 sat fokus på den vigtige videnskabelige bedrift. For hvem ved om der sidder en forsker lige nu med et kompas og en ledning og er ved at gøre den næste store opdagelse.

Februar: IDA Crowdfunding går i luften

Lige inden hele Danmark lukkede ned, lancerede IDA vores crowdfunding-platform. Ambitionen var (og er stadig!), at innovative hoveder, der arbejder med teknologi eller naturvidenskab, får mulighed for nemt at rejse penge til deres projekt og komme i kontakt med interesserede forbrugere.

4 projekter er kommet i mål i løbet af året: Et bæredygtigt batteri opladet på solceller, insektfars til bolognesen, en superklud, som fjerner bakterier og virus og et plastfrit hygiejnebind, som skåner miljøet.

Vi ser frem til mange flere projekter i 2020.

Marts-april: IDAs medlemmer finder på kreative corona-løsninger

Da den første corona-bølge rasede var der øjeblikkelig mangel på værnemidler, hygiejne og ikke mindst nærvær. Men hvad der ikke var mangel på, var kreative og dygtige ingeniører, it-folk og naturvidenskabelige eksperter, som brugte deres fritid på at finde på løsninger.

Vi fortalte blandt andet om Mikkel, der med lidt hjælp fra sine sygeplejerske-kæreste designede et ansigtsvisir, som LEGO kort efter kunne producere 18.000 af om dagen. Om Ulla, der designede og byggede en corona-sikret samtalevæg, så hun kunne se sin gamle mor på plejehjemmet. Og så var der Dang Le, der 3D-printede et håndtag til datterens skole så eleverne kunne bruge albuen i stedet for hænderne til at tænde for vandet ved håndvasken.

Og vi ved, der er mange flere gode historier derude. Tip os, hvis du kender endnu en på msa@ida.dk.

Maj: IDA præsenterer klimasvar

Som punktum på et grundigt stykke arbejde kunne vi stolte præsentere IDAs Klimasvar sammen med Aalborg Universitet. Det er Danmarks første samlede plan for, hvordan transport og energiområdet når regeringens mål om at reducere klimagasudledninger med 70 procent i 2030.

I Klimasvaret kommer vi blandt andet med konkrete forslag inden for vindenergi, transport og brug af overskudsvarme.

“Vi skal se på, hvilke teknologier, vi har særlige styrker indenfor, der underbygger industri og beskæftigelse i Danmark. Især i disse krisetider er det essentielt at have for øje, at klimainitiativer bidrager til at skabe gode danske arbejdspladser, der sikrer vores velfærdssamfund – og det opfylder vi til fulde med IDAs Klimasvar,” sagde IDAs formand Thomas Damkjær Petersen blandt andet.

Juni: IDA lancerer ny podcast om teknologiens blinde vinkler

Når teknologien med alle dens algoritmer sniger sig ind i hver en sprække af samfundet, er det vigtigt med mangfoldighed. Derfor lancerede IDA før sommer podcasten Blinde Vinkler om bias i teknologien, som ofte er resultat af manglende mangfoldighed i udviklingen af den.

Gennem foreløbigt 5 afsnit undersøger journalist Marie Høst, hvordan vi øger diversiteten i tech-branchen og skaber løsninger, der gavner alle.

IDA producerer allerede den ugentlige podcast Techtopia om mennesker og teknologi med Henrik Føhns.

Juli: Stor stigning på STEM-uddannelser

Efter et år med nedgang i optaget af studerende på STEM-uddannelserne, så vi i år en betydelig fremgang på landets universiteter. Det skyldes blandt andet en bred politisk aftale i kølvandet på udbruddet af coronapandemien, der sikrer 5.000 flere studiepladser, målrettet områder, hvor erhvervslivet savner kvalificeret arbejdskraft.

I alt er 1380 nye studerende kommet ind på en STEM-uddannelse. Det er 9 procent mere end i 2019.

”Kompetencer på felter som teknologi, naturvidenskab og it er i høj kurs, og hvis Danmark og danske virksomheder skal indfri ambitionerne om øget digitalisering og ikke mindst komme i mål med den grønne omstilling, skal vi sørge for at sikre kvalificeret arbejdskraft herhjemme. Derfor er det godt for alle, at flere unge er kommet ind på disse studieretninger,” sagde Thomas Damkjær Petersen dengang.

August: Ny udgave af SIRI-kommissionen

Efter en række konkrete anbefalinger og afsluttede SIRI-Kommissionen med Ida Auken og Thomas Damkjær Petersen i spidsen næsten fire års arbejde med at undersøge betydningen af kunstig intelligens for vores samfund. Men der er meget mere at tage fat på.

Derfor er en ny version af SIRI-Kommissionen allerede i gang. Her har Thomas Damkjær Petersen foruden en række teknologiske eksperter fået selskab af Venstres Tommy Ahlers, SF’s Lisbeth Bech-Nielsen og Christel Schaldemose, som til dagligt sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

Første område, som kommissionen kaster sig over er kunstig intelligens set i lyset af klimaudfordringerne.

Oktober: Exploring Bioscience – IDAs første digitale festival

Hvis der er én ting, vi har lært i 2020, så er det at mødes digitalt. Og selvom Zoom-møder og Teams-workshops ikke nødvendigvis er lykken, så var vi overlykkelige over tilslutningen til IDAs første digitale festival.

Over fire dage samlede Exploring Bioscience over 3.000 deltagere fordelt på 12 oplæg. Vi greb IDA-medlemmernes nyvundne interesse for virus og vacciner og inviterede de fremmeste forskere som Kåre Mølbak og Søren Riis Paludan til at nørde om alt det, der ikke er tid til at tale om i TV-Avisen.

Og stay tuned - planlægningen af Exploring Bioscience 2021 er allerede i gang.

Prishæder til Marianne for STEM-highfives til piger

Til den digitale konference Diversity in tech and science overraskede vi svagsstrømsingeniør Marianne Andersen med Agnes & Betzy Prisen.

Prisen er opkaldt efter Danmarks første kvindelige ingeniører. Den går til en person, der er med til at fremme ligestillingen, synliggøre kvinder inden for ingeniørfaget eller til en kvinde, der har gjort noget bemærkelsesværdigt i eller for ingeniørfaget.

Og det lever Marianne Andersen i den grad op til. Hun har stiftet foreningen High5girls, som faciliterer hackatons og workshops for piger i alderen 13 til 19 år med det formål at få dem til at interessere sig for mulighederne i STEM-fagene.