11.04.2021
3 min læsetid

Den anden side af dagpengeudfordringen

Dagpengene spiller en nøglerolle i den højt besungne flexicuritymodel. Derfor bør flexicuritymodellens positive effekter for dansk økonomi tages med i overvejelserne, inden man pr. automatik afviser højere dagpengesatser.

Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd

af Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd

Det er sundt at beskue tingene fra flere sider. Det gælder også debatten om den udhulede kompensationsgrad i dagpengesystemet.

Den tilgang har Berlingskes leder desværre ikke valgt den 31. marts. Under overskriften ”Flere statspenge til a-kasserne smadrer job og offentlige finanser” påstås det, at alverdens ulyksaligheder vil vælte ned over dansk økonomi, hvis der rettes op den udhulede dagpengesats; arbejdsudbuddet vil mindskes, og det bliver dyrt for statskassen, lyder advarslen.

Set fra IDAs stol er det en skam, at lederskribenten helt har valgt at se bort fra dagpengesystemets bidrag til flexicuritymodellens positive effekter. Til daglig er der bred enighed om flexicuritymodellens afgørende bidrag til danske virksomheders store omstillingsevne og konkurrencekraft.

Et af elementerne i flexicuritymodellen har været et relativt generøst dagpengeniveau – hvis man vel at mærke er medlem af og betaler til ordningen. Den sikkerhed, som dagpengene udgør, bidrager til at øge medlemmernes mod og incitament til mobilitet på arbejdsmarkedet, hvad enten der er tale om jobskifte, afprøvning af nye karriereveje, freelancing eller start af egen virksomhed.

Desuden har dagpengeniveauet hidtil sikret, at arbejdsgiverne har haft lettere og billigere adgang til at afskedige medarbejdere end i mange lande, vi normalt sammenligner os med.

Dagpengeniveauet er gennem årene blevet udhulet, og derfor har flere faglige organisationer og eksperter – herunder Dagpengekommissionen – foreslået forskellige modeller for, hvordan systemet kan revitaliseres, så det fortsat understøtter den højt besungne mobilitet på det danske arbejdsmarked.

Fra kritikerne af en højere dagpengesats har svaret nærmest pr. automatik altid været, at statens finanser vil forringes, og udbuddet af arbejdskraft vil blive reduceret, hvis modellerne føres ud i livet. Isoleret set kan denne kritik måske være berettiget, men dermed overser man samtidig og bevidst de positive effekter af flexicuritymodellen.

Uden det perspektiv forbliver hele debatten temmelig ørkesløs. For vi mangler de tilsvarende beregninger af de samfundsøkonomiske gevinster, som et dynamisk arbejdsmarked bidrager med. Hvad vil det koste det danske samfund at føre kniven hele vejen igennem dagpengesystemet og slå flexicuritymodellen og jobmobiliteten ihjel?

Det er ikke noget enkelt spørgsmål at svare på, men diskussionerne om dagpengemodellen bør også indeholde denne side af debatten. Ellers bliver det for enøjet.

Debatindlægget er bragt i Berlingske den 11. april 2021