11.01.2020
2 min læsetid

EU-drømme om mindsteløn kan blive dansk mareridt

I iveren efter at løse problemer på de sydeuropæiske arbejdsmarkeder risikerer EU at ødelægge den danske model, skriver Pernille Weiss, MEP, Det Konservative Folkeparti, og Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA.

Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd

af Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd

Det er langtfra alle EU-lande, der har et arbejdsmarked, der er lige så velfungerende som det danske. En af hovedårsagerne er, at det er parterne - arbejdsgivere og arbejdstagere - der indbyrdes forhandler løn og arbejdsvilkår herhjemme. Det sikrer ro på bagsmækken for alle parter, at eksempelvis løndannelsen sker uden politisk indblanding.

Derfor vækker det selvfølgelig bekymring hos os, at den nye EU-kommission med Ursula von der Leyen for bordenden virker forhippede på at indføre en EU-mindsteløn - eller som minimum opsætte rammerne for et mindstelønssystem, der skal være gældende for alle medlemslande.

Kommissionen ønsker at løse nogle akutte problemer i især nogle syd-og østeuropæiske lande, hvor befolkningen har vanskeligt ved at opretholde en anstændig tilværelse for en mindsteløn. Det paradoksale er blot, at hovedparten af disse lande allerede har en national minimumsløn.

I diskussionen om mindsteløn bevæger EU sig langt ud over, hvad man bør beskæftige sig med. EU er stærkest i kraft af kompetente nationalstater med arbejdsmarkeder, de selv er ansvarlige for at vedligeholde, så de fungerer optimalt.

Vi frygter, at vejen til at finde en fælleseuropæisk løsning på udfordringer med lønniveauet i enkelte lande vil være gift for det danske arbejdsmarked. EU's jobkommissær, Nicolas Schmit, er ganske vist netop kommet med nye garantier for, at den danske model vil bestå. Det glæder os, men vi har til gode at se, hvordan man kan lave en EU-mindstelønsmodel for i princippet alle - og alligevel værne om den danske model.

Vi vil anbefale den nye kommissionsformand at holde fast i det udgangspunkt, som hun har luftet flere gange: at den optimale løsning er at have kollektive forhandlinger mellem arbejdstager og arbejdsgiverorganisationer, for det er disse parter, der kender deres sektorer og brancher bedst.

Dette kan blandt andet gøres ved, at modellen for mindstelønninger prøves for EU-Domstolen, før den vedtages.

Det er afgørende, at de politiske løfter om at værne om den danske model som rollemodel ikke knægtes, når først juristerne går i gang med at bruge paragrafferne.

Vi anerkender udfordringerne i visse dele af Europa og har sympati for ambitionen om at løse dem i det omfang, at de truer EU's sammenhængskraft.

Men 'one size fits all'-modeller dur ikke, og vi opfordrer derfor kommissionsformanden til at arbejde for sin egen førsteprioritet: styrkede organisationer, ikke svækkede.

Debatindlægget er bragt i Politiken den 11. januar 2020