24.12.2020
2 min læsetid

SU til internationale studerende er en investering

Sara Grex, formand IDAs Uddannelses- og Forskningsudvalg

af Sara Grex, formand IDAs Uddannelses- og Forskningsudvalg

Diskussionen om internationale studerende er igen blusset op, fordi udgifterne til SU til EU-borgere endnu en gang er over det aftalte loft.

Endnu en gang vil den politiske debat utvivlsomt tage omdrejningspunkt om, hvordan vi får begrænset antallet af internationale studerende fra andre EU-lande, og om vi eventuelt kan lukke populære engelsksprogede uddannelser, så de udenlandske studerende søger mod andre lande end Danmark.

Men det kunne være befriende, hvis der fra politisk hold blev taget en dyb indånding, så det ikke ender med forudseelige paradeudmeldinger, og at vi i stedet ser på, hvordan vi kan høste frugterne af vores uddannelsessystem.

Kunne politikerne ikke rette blikket mod, hvordan vi fastholder flere af de internationale studerende, når de er færdiguddannede, så de kan medvirke til imødekomme erhvervslivets efterspørgsel på STEM-arbejdskraft, og samtidig bidrage til den danske statskasse,

Der er ikke brug for at nedlægge flere engelsksprogede studiepladser. Fortsætter vi ned ad den vej, taber vi i sidste ende kampen om de udenlandske talenter, og vil stå fattigere tilbage, når det går op for os, at virksomhedernes udviklingspotentialer og forskning i nye løsninger ikke alene kan løses af personer med dansk pas.

Ingen lande – heller ikke Danmark – er selvforsynende, når det drejer sig om talentmasse på det tekniske og naturvidenskabelige område, og derfor er tiden kommet til at skrue op for indsatsen med at fastholde de internationale studerende. lad os nu få lavet en klar politisk handlingsplan for, hvordan vi Danmark kan fastholde flere af dem.

Det virker kontraproduktivt at lægge barrierer og forhindringer ud for internationale studerende. Vi skal i stedet blive langt mere internationalt orienterede og omfavne de udlændinge, som eksempelvis læser deres kandidatuddannelse her i landet, og få flest muligt af dem til at slå sig ned permanent, når de har eksamensbeviset i hånden.

Som en ekstra gevinst er de udenlandske dimittender en god forretning for Danmark. Damvad Analytics har dokumenteret, at det samfundsøkonomiske bidrag for hver eneste internationale dimittend fra de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser i gennemsnit løber op i en lille million kroner i perioden fra de starter med at studere til otte år efter endt uddannelse – uagtet at ikke alle bliver i Danmark. Hvis flere blev, ville tallet være endnu højere.

Der er derfor behov for at flytte fokus fra at holde internationale studerende ude til at fastholde dem efter endt uddannelse – det er en god forretning.