20.08.2019
1 min læsetid

IDA stævner virksomhed for kontraktrod

En ansættelseskontrakt, der aldrig blev underskrevet af parterne, spiller hovedrollen i en ny sag.

Søren Lorentzen

af Søren Lorentzen

Er vilkårene i en ansættelseskontrakt gældende, selvom den ikke er underskrevet? Det er kernen i en ny sag, IDA har rejst på vegne af et medlem.

Medlemmet blev ansat i 2015, men der blev aldrig lavet en ansættelseskontrakt. Siden aftalte parterne i forbindelse med en lønforhandling, at medlemmet fik en lønstigning mod, at medlemmet påtog sig en konkurrenceklausul. I denne omgang fik medlemmet en ansættelseskontrakt, men den blev aldrig underskrevet af parterne. Arbejdsgiveren har dog gjort medlemmet klart mundtligt, at han var bundet af klausulen.

Ved udgangen af 2018 blev medlemmet opsagt på grund af dårlig økonomi i virksomheden. Men nu lød det fra arbejdsgiveren, medlemmet ikke havde krav på en engangskompensation. Reglerne på området siger ellers, at hvis man har en konkurrenceklausul og bliver opsagt på baggrund af forhold hos virksomheden – som i det konkrete tilfælde dårlig økonomi – så har man krav på en engangskompensation. Men det ville virksomheden ikke høre tale om, da ansættelseskontrakten aldrig var blevet underskrevet.

IDA er uenige, da alle øvrige vilkår, der ellers var aftalt i ansættelseskontrakten, er blevet efterlevet af virksomheden. Det gælder eksempelvis den aftalte lønstigning.

”Det er ærgerligt, at vi ikke kunne finde en mindelig løsning på sagen. Men vi vurderer, at medlemmet har en god sag, da alle andre vilkår i kontrakten er blevet efterlevet,” siger Finn Lænkholm, mediatoradvokat i IDA.

”Bliver en ansættelseskontrakt ikke underskrevet, bør man som medarbejder presse på for, at det sker. Men i sidste ende er det arbejdsgiverens ansvar at have styr på kontrakterne,” siger han.