04.09.2018
3 min læsetid

IDA stævner virksomhed i bortvisningssag

I en sag om tvangsindløsning af medarbejderaktier og efterfølgende uenighed om indløsningskursen blev et medlem bortvist for illoyalitet. IDA mener, at bortvisningen er uberettiget og har stævnet virksomheden.

Søren Lorentzen

af Søren Lorentzen

Medarbejderaktier er en del af flere end hvert 10. privatansatte IDA-medlems lønpakke. Og en strid om indløsningskursen i forbindelse med tvangsindløsning af aktier førte til, at et medlem blev bortvist for illoyalitet.

Medlemmet har været ansat i virksomheden siden 2000 og blev i 2014 medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem. I forbindelse med ansættelsen i virksomheden har medlemmet og en række kolleger fået aktier i et af virksomhedens datterselskaber. Moderselskabet til virksomheden valgte i juni sidste år at tvangsindløse medlemmets og de øvrige minoritetsaktionærers aktier efter reglerne i selskabsloven. Minoritetsaktionærerne og medlemmet var imidlertid ikke tilfredse med den kurs, som aktierne skulle indløses til, og derfor krævede de en udmeldelse af en skønsmand til vurdering, som man har krav på ifølge selskabsloven.

Retten udpegede et revisionshus som skønsmand, og i det efterfølgende forløb fremsendte både moderselskabet og medlemmet de oplysninger til skønsmanden, som hver part vurderede havde betydning for værdifastsættelsen af selskabet. Det er medlemmets og IDAs opfattelse, at moderselskabet flere gange forsøgte at blokere for fremsendelsen af forskellige oplysninger.

I oktober sidste år kulminerede sagen, da moderselskabet blev orienteret om, at medlemmet havde sendt en række oplysninger til skønsmanden, hvorefter medlemmet blev bortvist for illoyalitet.

”Fra arbejdsgiverside mener man, at medlemmet har misbrugt sin adgang til selskabets it-systemer for at fremskaffe en række fortrolige oplysninger i mindretalsaktionærernes favør. Vi er uenige og mener ikke, der foreligger misbrug, men en legal adgang til at varetage sine interesser i en værdiansættelsessag, hvor skønsmanden er udmeldt af retten og omfattet af en streng tavshedspligt,” siger Finn Lænkholm, mediatoradvokat i Ingeniørforeningen, IDA.

Stævningen omfatter et samlet krav på godt 1,5 mio. kr.