06.03.2019
2 min læsetid

Klimaafgift på fly skal finansiere grønne transportformer

Halvdelen af danskerne ønsker en klimafgift på fly, og hele to ud af tre mener, at indtægter fra klimaafgift skal gå til forskning i grøn transport

Tina Splidsboel

af Tina Splidsboel

Vi mener, at en klimaafgift på fly skal gå til at forske i grønne transportformer, siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for IDA.

Politikerne er imod, men halvdelen af danskerne mener, det er på tide at lægge en klimaafgift på flyrejser. En undersøgelse fra Ingeniørforeningen, IDA, viser, at hver anden mener, det er en god idé at indføre en klimaafgift på flyrejser, mens en nylig rundspørge blandt folketingets partier viser, at seks partier er imod at indføre en klimaafgift på flyrejser, mens kun tre er for.

Lande som Tyskland, Norge og England har allerede indført en klimafgift på flyrejser, og Holland er ved at indføre det. Sverige har for nylig droppet det, da det viste sig, at afgiften i sig selv ikke havde nogen adfærdseffekt på at nedbringe antallet af flyrejser og dermed ikke medvirkede til at mindske CO2-udledingen.

»Flytrafik er kommet for at blive. Vi tror ikke på, at vi med en klimaafgift på fly kan adfærdsregulere og på den måde få folk til at flyve mindre, det har eksemplet i Sverige vist. Derfor skal vi i stedet se på, hvordan vi kan gøre flyvning som transportform meget mere klimavenlig i fremtiden,« siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for IDA.

Med flere end 30 mio. rejsende satte Københavns Lufthavn rekord i 2018, og tallet ser kun ud til at stige. Derfor kan vi i fremtiden kun forvente, at vi fyrer endnu mere CO2 af på flyrejser. Undersøgelsen fra IDA, viser, at hvis Danmark indførte en klimaafgift på fly, skulle den gå til forskning på området, mens en ud af tre danskere mener, afgiftspengene skal bruges på initiativer, der gør det mere attraktivt at holde ferie i Danmark.

»Befolkningen har talt, og vi stemmer i og mener, at en klimaafgift på fly skal gå til at forske i grønne transportformer. Der er allerede gang i forskning på området, men det går for langsomt, for klimakampen er her og nu, derfor skal vi sætte turbo på at forske i grønnere flytrafik såsom at bruge electrofuels i stedet for almindeligt brændstof,« siger Thomas Damkjær Petersen.

Hvor bekymret er du over klimaforandringer?


Undersøgelsen om flytransport er foretaget blandt et repræsentativt udvalg på 2.000 personer i alderen 18-70 år. Data er indsamlet af Userneeds for IDA i november 2018.

Pengene fra en klimaafgift bør bl.a. bruges til at forske i grønnere transportformer


Undersøgelsen om flytransport er foretaget blandt et repræsentativt udvalg på 2.000 personer i alderen 18-70 år. Data er indsamlet af Userneeds for IDA i november 2018.