Kommuner må ikke blive en stopklods for flere elbiler

Der er mange gode forslag i Eldrupkommissionens rapport om ladeinfrastruktur, men IDA savner konkrete tiltag til, hvordan det skal foregå kommunalt. Det kan ende med at blive en stopklods, hvis kommunerne ikke har de rigtige retningslinjer

Tina Splidsboel

af Tina Splidsboel

Kommunerne spiller en central rolle i udbygning af ladeinfrastruktur. Foto: Arkiv

Elementer som intelligent strømforbrug, roadpricing og kommunerne som centrale aktører er gode elementer i Eldrupkommissionen anden delrapport om ladeinfrastruktur. Men netop også kommunernes rolle vækker bekymring hos Ingeniørforeningen, IDA. Her savner vi flere konkrete anvisninger fra kommissionens side.

”Vi er rigtig glade for, at kommunerne spiller en central rolle. Men jeg savner en smule skarphed i, præcis hvordan vi får det rullet ud på kommunalt niveau. Vi har at gøre med 98 forskellige kommuner, alle skal lave udbud og der kan komme nogle tvists omkring kommunegrænser. Her kunne jeg godt tænke mig lidt flere konkrete forslag fra Eldrupkommissionens hånd,” siger Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen, IDA.

For når det er kommunerne, der skal sørge for kloge strategiske placeringer af ladestandere, så det bliver naturligt og let at få opladet sin bil, så havde IDA gerne set, at der ikke er nogle bremseklodser for deres arbejde.

”Det lyder lidt langsommeligt for mig, jeg havde gerne set, der lå et lovkatalog, så kommunerne kan komme i gang med et udbud med det samme. Min største bekymring er, at der ikke ruller nok elbiler ud ad carportene. Speederen skal simpelthen trædes i bund nu for, at vi kan nå målet om at få 1 mio. elbiler på de danske veje i 2030,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Kommissionen anbefaler desuden, at man går videre med at undersøge muligheden for en trængselsafgift i miljøzonen i København og Frederiksberg. Det skal ske, før der træffes beslutning om eventuelt at indføre afgiften. En trængselsafgift kan potentielt fungere som en trædesten til en national kilometerbaseret vejafgiftsordning, skriver kommissionen.

”Nu peger Eldrupkommissionen så også på muligheden for en trængselsafgift. Det var ellers noget, de ikke havde med i deres første delrapport, men jeg er glad for, de har lyttet til blandt andet vores forslag om at indføre roadpricing. Det har vi i IDA peget på i mange år, at man skal flytte afgifter fra bilkøb til kørsel. Teknologierne er klar, så mangler vi bare den politiske opbakning for at få gang i de mange muligheder, der ligger lige om hjørnet,” siger Thomas Damkjær Petersen.

 

Speederen skal simpelthen trædes i bund nu for, at vi kan nå målet om at få 1 mio. elbiler på de danske veje i 2030

Thomas Damkjær Petersen,
Formand for IDA

Læs mere

Viden

Se plan for 70 pct. reduktion på transport og energi

IDA har i tæt samarbejde med Aalborg Universitet lavet Danmarks første samlede plan for, hvordan transport- og energiområdet når regeringens mål om at reducere klimagasudledninger med 70 procent i 2030.

Læs mere