28.11.2020
3 min læsetid

Kun topkarakterer tæller

Studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er kun tilfredse med topkarakterer

Ulrik Frandsen

af Ulrik Frandsen

Studerende sidder til undervisning

Fokus på karakterer er blevet så udbredt, at op mod hver anden af de studerende på landets tekniske og naturvidenskabelige uddannelser kun vil være tilfredse med at få karaktererne 10 eller 12, og tre ud af ti har ambitioner om et snit mellem 10 og 12. Det viser en ny undersøgelse blandt godt 2.000 studerende lavet af Ingeniørforeningen, IDA.

Undersøgelsen viser også, at den målorienterede læringskultur har fået godt fat i de studerende på andre parametre. Syv ud af ti af de studerende svarer, at de har svært ved at holde fri fra studierne med god samvittighed, og mere end halvdelen holder sig nogle gange tilbage fra at spørge i undervisningssammenhænge for at undgå at fremstå som uvidende.

Formanden for IDAs Uddannelses- og Forskningsudvalg Sara Grex mener ikke, at den ensidige fokus på topkarakterer er sund, og at de studerendes jagt på gode karakterer skyldes mange års fremdriftsformaninger fra det omkringliggende samfund. En af faktorerne er karaktersystemet, hvor 12-skalaen nærmest inviterer til tunnelsyn og terperi.

”De studerende på de videregående uddannelser er vokset om med syv-trinsskalen, og har ikke prøvet andet, så det er ikke hos dem, at aben skal placeres. Problemet er, at skalaen har skabt en 0-fejlskultur, og har medvirket til en udtalt målorienteret læringskultur blandt de studerende, der har kedelige konsekvenser. Det er ikke med til at skabe trivsel og et sundt studiemiljø,” siger hun.

I følge Sara Grex er der intet i vejen med, at de studerende er ambitiøse, men i grove træk er topkaraktererne inden for rækkevidde, hvis man har sat sig ind i de angivne læringsmål, og terper dem. Når det præmissen, så bliver opmærksomheden mere rettet mod gode karakterer end på at opnå en samlet god forståelse af det faglige stof.

”En ekspertgruppe har fremlagt fire modeller for, hvordan en ny karakterskala kan se ud, og nu afventer vi så, hvilken model politikerne kan blive enige om. Forhåbentlig vil den kunne indeholde elementer fra den gamle 13-skala. Den belønnede i højere grad det selvstændige og ekstraordinære, og de elementer er ekstremt vigtige, hvis vi skal have etableret et mindset hos de studerende, hvor de tør spørge og fejle. Det er hele forudsætningen kreativitet og innovation, og vil også have en positiv indvirkning på de studerendes trivsel,” siger hun.