22.11.2019
3 min læsetid

Kvinder skyder langt forbi den reelle startløn

Studerende har generelt for beskedne forventninger til startlønnen, men især de kvindelige studerende har alt for beskedne lønforventninger, og er dårligere end deres mandlige medstuderende til at ramme den faktisk startløn

Ulrik Frandsen

af Ulrik Frandsen

Kvindelige studerende har alt for beskedne lønforventninger,

De studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser undervurderer generelt deres eget værd, når de bliver stillet spørgsmålet om, hvad de forventer at få i løn i deres første job. Men mens mændene er tættere på at ramme plet, er de kvindelige studerende meget langt fra. Det viser en kortlægning baseret på svar fra over 1.700 studerende lavet af Ingeniørforeningen, IDA.

Både for de kommende naturvidenskabelige kandidater og for de kommende civil- og diplomingeniører er billedet det samme, og det ærgrer formanden for Ansattes Råd i IDA, Morten Thiessen.

”Hvis kvinderne starter med at være bagud på point, bliver det svært at opnå det ønskede uafgjorte resultat. At hæve lønnen hos samme arbejdsgiver, når man først er kommet ind, er nærmest umuligt, og derfor vil jeg gerne opfordre alle – både mænd og kvinder – til at bruge de tilgængelige redskaber, der findes, så de får et mere realistisk billede af, hvordan de faktiske lønforhold ser ud. Det billede, der ridses op i undersøgelsen, er ganske enkelt ikke godt nok,” siger han.

Både ifølge officielle tal fra Danmarks Statistik og IDAs egen lønstatistik er der et uforklarlig løngab mellem kvinder og mænd, selvom de har de samme uddannelser.

”Det har set sådan ud længe, ja nærmest altid, og derfor er det på tide, at kvinderne kommer ind i lønkampen. Det nytter ikke, at der allerede i studietiden er en så skæv forestilling om lønniveauet,” siger Morten Thiessen.

På kompetencesiden kan der ifølge Morten Thiessen ikke stilles spørgsmålstegn ved, om de studerende har samme niveau, uanset hvilket køn de har.

”Selvfølgelig er løn et spørgsmål om kvalifikationer. Men det ændrer ikke på, på at især kvinderne tydeligvis skal blive bedre til at prissætte sig selv allerede forud for den første lønforhandling,” siger han.