Lønnedgang i coronakrisen udløser sjældent lavere arbejdstid

Coronakrisen har ramt store dele af ingeniørernes arbejdsmarked. 6 pct. af de privatansatte medlemmer er gået ned i løn, og for 84 pct.’s vedkommende fører lønnedgangen ikke til en nedsættelse af arbejdstiden. Det viser en ny medlemsundersøgelse.

Søren Lorentzen

afSøren Lorentzen

For flere end 8 ud af 10 medlemmer, der er gået ned i løn under coronakrisen, har det ikke betydet en lavere arbejdstid.

Den økonomiske krise, der er opstået i kølvandet på corona-pandemien, har også ramt arbejdsmarkedet for højtuddannede med indsigt i it, teknologi og naturvidenskab. En ny medlemsundersøgelse blandt 945 privatansatte medlemmer af IDA viser, at 6 pct. er gået ned i løn i forbindelse med krisen. Her har det for blot 16 pct.’s vedkommende betydet, at arbejdstiden også blev nedsat. For langt hovedparten, 84 pct., betyder lønnedgangen ikke en lavere arbejdstid.

Undersøgelsen viser også, at aftalerne om lønnedgang har været frivillige for knap 4 pct., og for flere end 2 pct. af medlemmerne har lønnedgangen været tvunget. For omtrent 86 pct.’s vedkommende er lønnedgangen midlertidig, mens en slutdato for nedgangen ikke er aftalt for knap 9 pct. af deltagerne i undersøgelsen. For knap 4 pct. er lønnedgangen permanent.

”Tallene viser med al tydelighed, at medlemmerne strækker sig meget langt for at hjælpe deres arbejdsplads igennem krisen. Det forventer vi, at man husker på, både når man udarbejder aftaler, og når der kommer gang i hjulene igen. Det er vores klare indtryk, at man langt de fleste steder bøjer sig mod hinanden og skruer fornuftige aftaler sammen om midlertidig lønnedgang og nedsat tid. De fleste steder klarer man tingene i respekt for hinanden og efter reglerne. Det er positivt. Langt de fleste arbejdsgivere ved også godt, at de skal holde på deres vidensarbejdere,” siger Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA. 

Men der også malurt i bægeret på enkelte arbejdspladser. IDA bliver kontaktet af medlemmer, der bliver stillet overfor urimelige og endog ulovlige krav. Eksempelvis ville enkelte arbejdsgivere på ulovlig vis tvinge medlemmer på ferie med blot en dags varsel. IDA har også fået henvendelser, hvor medlemmer har oparbejdet mere end 100 timers minus-flex, fordi der ikke er arbejdsopgaver her og nu. Og da medlemmerne senere blev afskediget, mente arbejdsgiveren, at de timer skulle modregnes i medlemmernes sidste løn inden fratræden. De sager har IDA medvirket til at løse, så medlemmerne ikke er blevet modregnet i deres løn. 

”Vi ved naturligvis godt, at krisen gør ondt mange steder. Men det bør aldrig blive en undskyldning for at bøje reglerne ud i det absurde og kaste al god opførsel overbord. IDAs medlemmer repræsenterer en attraktiv arbejdskraft, og det betaler sig at opføre sig ordentligt på den lange bane. Det bliver hverdag igen. Og der vil disse virksomheder stå med en dårlig case, for vi ved, at vores medlemmer taler med deres netværk, før de skifter job. Elendig employerbranding vil koste dem dyrt, når vi får en mere normal hverdag, og virksomhederne igen ligger i hård konkurrence om medlemmernes gunst,” siger Morten Thiessen.

Læs mere

Digital inspiration

Dyk ned i IDAs webinar-univers

Se et af vores mange webinarer om alt fra hvordan du organiserer dit nye hjemmearbejdsliv til teknologien bag kunstig intelligens.

Se webinar

Kontakt

IDA rådgiver dig - kontakt os digitalt

IDAs rådgivning og øvrige tilbud til dig som medlem er åbent helt som vanligt. Vi har samlet de mest stillede spørgsmål om corona i en FAQ. Men du kan kontakte IDA med alle dine konkrete spørgsmål.

Kontakt IDA