22.05.2019
2 min læsetid

Medlemstallet stiger fortsat

De seneste tal for danskernes medlemskab af lønmodtagerorganisationer viser, at IDA fortsat trækker det store læs og tegner sig knap halvdelen af den samlede medlemsfremgang i hovedorganisationen Akademikerne (AC).

Søren Lorentzen

af Søren Lorentzen

Thomas Damkjær Petersen er sikker på, at medlemsvæksten også vil fortsætte de kommende år.

De senere år har budt på non-stop medlemsfremgang for Ingeniørforeningen, IDA. Gennem det seneste år har flere end 11.000 nye erhvervsaktive medlemmer meldt sig ind i Ingeniørforeningen, IDA, så foreningen nu sammenlagt tæller flere end 119.000 medlemmer. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Den høje vækst i medlemsskaren kan også ses i stigningen i medlemstallet af hovedorganisationen Akademikerne, der fortsat stiger. IDA’s medlemsfremgang tegner sig for knap halvdelen af den samlede fremgang hos hovedorganisationen. I dag udgør IDA’s medlemmer 30 pct. af det samlede medlemstal af Akademikerne.

Fremgangen vækker naturligvis glæde hos IDA’s formand Thomas Damkjær Petersen.

”Vi oplever vækst i medlemstallet og gør det fortsat. Det er vi naturligvis stolte over. Det handler om at møde medlemmerne, hvor de er. Og vi gør en stor dyd ud af at inddrage alle gode kræfter i vores politiske arbejde, ligesom vi har et højt aktivitetsniveau blandt de mange aktive i foreningen, som skaber tusindvis af faglige og sociale arrangementer for medlemmer hvert år over hele landet. Uden dem havde vi ikke opnået den flotte vækst i medlemstallet,” siger han.

Thomas Damkjær Petersen er sikker på, at medlemsvæksten også vil fortsætte de kommende år.

Organisationernes andel af medlemmer i Akademikerne (AC)


Kilde: Danmarks Statistik og IDA