06.06.2019
2 min læsetid

Nu skal Folketinget i arbejdstøjet

Vælgerne har talt, og IDA ønsker alle medlemmer af Folketinget tillykke med valget eller genvalget. Det nye folketing kommer uanset farve og styrke til at tage stilling til de seks mærkesager, IDA har sat fokus på under valgkampen.

Søren Lauridsen

af Søren Lauridsen

En lang valgkamp er overstået, og danskerne har stemt. I de kommende fire år vil Folketingets medlemmer skulle tage stilling til temaer, som er hjerteblod for IDA, og som IDA har fremhævet i kampagnen ”Lad fakta tale”.

”Under denne valgkamp har vi sat fokus på seks mærkesager, som vi mener, skal løses i det nye folketing. Vi efterlyser bl.a. en ambitiøs klimalov med bindende mål, for det er vejen til at nå ambitionerne i Paris-aftalen. Vi ser også gerne, at vi igen investerer i uddannelse og forskning, så vi fastholder at blive et stadigt rigere og mere bæredygtigt samfund,” siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA.

”Disse udfordringer kommer det nye Folketing til at tage stilling til på linje med andre vigtige temaer. Det handler eksempelvis om manglen på højtuddannet udenlandsk arbejdskraft indenfor teknologi, it og naturvidenskab, om at vi skal gøre noget for at bekæmpe stress på arbejdsmarkedet, samt problematikken med masselogning af danskernes mobiltelefoni, hvilket er i strid med EU-borgeres grundlæggende rettigheder og derfor bør stoppes.”

Nu ser vi frem til, at det nye folketing kommer i arbejdstøjet, og vi bidrager naturligvis gerne med fakta og viden til at få løst disse udfordringer,” siger Thomas Damkjær Petersen.

IDAs seks mærkesager - "lad fakta tale"

IDAs seks mærkesager - "lad fakta tale"

Uanset hvor du hører hjemme politisk, er der seks emner, som vi mener, at vi som samfund skal forholde os til, når vi diskuterer, hvilket Danmark vi ønsker.

Under denne valgkamp har vi sat fokus på seks mærkesager, som vi mener, skal løses i det nye folketing, siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA.