30.01.2020
3 min læsetid

Power-to-X er det nye sort i den grønne omstilling

Vi kommer i mål med et klimaneutralt samfund, hvis vi udbygger vores produktion af vedvarende energi samtidigt med, at vi stopper med brugen af fossile energikilder. Her er Power-to-X en del af løsningen, lyder et opråb fra væsentlige aktører

Tina Splidsboel

af Tina Splidsboel

Vindmøller på en strand

Vind og sol er en del af løsningen for Power-to-X-teknologierne.

Danmark har fået en klimalov, hvis ambition er at reducere drivhusgasudslip med 70 procent i 2030. Det kræver, at vi tager nye metoder for energilagring i brug og arbejder sammen på tværs af sektorer for at komme i mål. Power-to-X er en oplagt løsning, som kan realisere dette, fremhæver en række virksomheder og organisationer i et fælles forståelsespapir.

»Regeringen er kommet med en ambitiøs klimalov, og hvis vi skal i mål på den lange bane, så kræver det(derfor), at vi strategisk fokuserer på teknologier, der er med til at løse udfordringerne ved energilagring og mere bæredygtigt brændstof. Og her er Power-to-X det nye sort i den grønne omstilling. Derfor er vi gået sammen med en række væsentlige aktører, der alle har grønne ambitioner, for at påpege, at der momentum for at accelerere Power-to-X-teknologierne i Danmark,« siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.

Forståelsespapiret er blevet til på baggrund af en række tværgående workshops, 60 forskellige centrale aktører som Norwegian, CircleK, Brintbranchen, Haldor Topsøe, IDA m.fl. har holdt. Her var der enighed om at opfordre regeringen til at understøtte en ambitiøs indfasning af Power-to-X-teknologien i Danmark.

»Vi skal udfase vores forbrug af fossile brændsler i Danmark og i resten af verden. I Danmark har vi en tradition for at samarbejde på tværs sektorer og i produktive konstellationer af virksomheder, myndigheder, investorer og vidensinstitutioner. Det er essentielt, hvis vi skal udnytte Power-to-X-potentialet og på sigt sælge løsninger til resten af verden. Og her er vores medlemmer uomgængelige, fordi de har kompetencer og know how til at bidrage til at videreudvikle teknologierne,« siger Thomas Damkjær Petersen.

FAKTA: Hvad er Power-to-X?

Power-to-X eller electrofuels er en samlet betegnelse for flere teknologier, hvor man laver brint på el, der er produceret på vedvarende energi. Brinten kan så – i kombination med CO2 eller nitrogen – blive til syntetiske flydende eller gasformige brændstoffer eller syntetiske kemikalier. Disse kan bruges som erstatning for fossilt baserede brændstoffer som benzin, diesel og gas.