24.04.2018
4 min læsetid

Regeringen lancerer Teknologipagten

Fire ministre lancerede i dag Teknologipagten, som blandt andet skal få 20 procent flere til at gennemføre en naturvidenskabelig eller teknologisk uddannelse om ti år

IDA

af IDA

Hele fire ministre lancerede i dag den ide, som IDA sammen med Dansk Metal, ATV og DI forelagde regeringen forrige år. Tålmod betaler sig - og IDA indtræder i ledelsen af Teknologipagten, det såkaldte Råd.

Baggrunden for pagten er, at I Danmark og resten af verden får ny teknologi og naturfaglig viden stadig større betydning. Det sker med en hidtil uset hastighed og spiller en stadig større rolle på flere og flere typer arbejdspladser og i dagligdagen for alle.

Det stiller nye og store krav til danskernes kompetencer, ikke mindst til unge på vej ind på arbejdsmarkedet. Teknologi skal i denne sammenhæng forstås bredt og med ”STEM” som de afgørende kompetencer (Science, Technology, Engineering, Mathematics).

Teknologipagten er et forpligtende samarbejde på tværs af erhvervsliv, uddannelser og den offentlige sektor. Den skal sikre større fokus på naturvidenskabelige og teknologiske kompetencer og få flere unge til at interessere sig for naturvidenskab og teknologi.

”Vi skal have flere unge til at interessere sig for naturvidenskab og teknologi. Med teknologipagten vil vi se en masse samarbejder mellem parter, som ikke før har samarbejdet. Det er styrken i Teknologipagten, at vi alle går i den samme retning”, siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA, som deltog i det første møde i Teknologipagten i dag.

Teknologipagten har en række målsætninger, bl.a.:

  • 250 virksomheder skal engagere sig i Teknologipagtens indsatser i 2020
  • 20 procent flere skal fuldføre videregående STEM-uddannelser om ti år
  • Arbejdsstyrkens STEM-kompetencer skal være bland Europas bedste

IDA bidrager konkret til at øge unges interesse for teknologi gennem ”Engineer the future” og gennem ”Engineering i skolen” , som uddanner skolelærere til en ny og inspirerende undervisning i naturfag.

Fra venstre: Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, direktør i Netcompany André Rogaczewski, Erhvervsminister Brian Mikkelsen, undervisningsminister Merete Riisager og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.