08.02.2019
3 min læsetid

SIRI-kommissionen: Sådan styrker vi det demokratiske immunforsvar

Ved en konference på Christiansborg i dag præsenterer SIRI-kommissionen en række anbefalinger, som bl.a. skal sikre øget transparens, når danskerne bevæger sig rundt på de digitale platforme.

Ole Haun

af Ole Haun

IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen, og SIRI-kommissionen arbejder for, at de digitale platforme fortsat vil være en fordel for den politiske samtale.

På den ene side har sociale medier og andre digitale platforme ændret kontakten mellem politikere, borgere og medier, og givet langt flere danskere mulighed for at give udtryk for deres holdninger. Men på den anden side har vi også set en udvikling, hvor avancerede algoritmer er med til at påvirke, hvem der får hvilke informationer, og hvilke emner der får plads og reach i debatten. Samtidig har beretninger om manipulation og fake news lagt grund til en spirende skepsis, om de informationer, vi får, faktisk er sande.

Nogenlunde sådan kan man opsummere de problemstillinger, som SIRI-kommissionen gennem det seneste halve år har undersøgt og diskuteret med en arbejdsgruppe af fagfolk fra medieverdenen, faglige organisationer, universiteter og private virksomheder.

Arbejdet er mundet ud i en rapport og en række konkrete anbefalinger til, hvordan vi kan styrke ”vores demokratiske immunforsvar”, som det hedder i rapporten.

Om SIRI-kommissionen

Etableret i 2016.

Skaber debat om muligheder og udfordringer i fremtidens digitale samfund.

Producerer halvårlige rapporter og analyser på basis af input fra ad hoc-inviterede eksperter.

Udover den aktuelle rapport har kommissionen tidligere offentliggjort rapporter om problemstillinger i transport-, sundheds- og finanssektoren.

Læs mere på SIRI-kommisionens hjemmeside.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi har fundet noget, som er helt afgørende at forholde sig til.

Thomas Damkjær Petersen,
Formand, IDA

”Den digitale verden ændrer demokratiet. Sociale medier og andre digitale platforme giver mulighed for langt større kontakt mellem borgere og politikere, og er et talerør for mennesker, der ellers ikke nødvendigvis ville have ressourcerne til at blande sig i den politiske debat i aviser og på tv. Og det er godt. Men det er vores opfattelse, at der er nogle grundlæggende forudsætninger for, at de digitale platforme fortsat vil være en fordel for den politiske samtale, nemlig transparens, god tone og tillid. Det er de tre forudsætninger, der ligger til grund for vores anbefalinger,” siger folketingsmedlem for Radikale Venstre, Ida Auken, der sammen med IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen, tegner formandskabet for SIRI-kommissionen.

Anbefalingerne fra SIRI-kommissionen retter sig mod politikerne, medierne og virksomhederne bag sociale medier som fx Facebook og Twitter (i rapporten kaldet platformsvirksomhederne).

”Vi ved godt, det er et meget komplekst ærinde, vi er ude i, og bilder os heller ikke ind, at vi har fundet alle de vise sten. Men jeg er til gengæld ikke i tvivl om, at vi har fundet noget, som er helt afgørende at forholde sig til. Den teknologiske udvikling buldrer derudaf og vil skabe både muligheder, vi gerne vil have, men også udfordringer, vi skal tage stilling til. Derfor er diskussionen om, hvordan vi sætter rammer, der både sikrer vores demokratiske ret til at ytre os - og samtidig dæmmer op for misinformation og manipulation - måske den vigtigste diskussion overhovedet i nyere tid. Vigtig, fordi det jo handler om det grundlag, vi kan tale sammen på i fremtiden,” siger Thomas Damkjær Petersen.

På konferencen i dag præsenteres og diskuteres anbefalingerne i en kreds bestående af politikere, repræsentanter fra Folketingets Præsidie samt naturligvis deltagere fra SIRI-kommissionen.

Læs rapport og anbefalinger: AI, medier og demokrati – sådan styrker vi vores demokratiske immunforsvar.

I forbindelse med arbejdet er der desuden gennemført tre analyser blandt henholdsvis danske folketingspolitikere, befolkningen og danske medier. Du kan finde de tre delanalyser her:

Delanalyse 1: Folketingets medlemmer og ansatte

Delanalyse 2: Befolkningen

Delanalyse 3: Medierne