Studerende skal have adgang til laboratorier

Mange studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser venter på at få adgang til laboratorier . Næsten hver syvende af dem føler sig slået tilbage til start, viser ny IDA-analyse

Ulrik Frandsen

af Ulrik Frandsen

Hver syvende studerende på de tekniske og naturvidenskabelige kan ikke erstatte det nødvendige eksperimentelle i deres uddannelse, og venter derfor lige nu på at få adgang til laboratorier eller værksteder for at komme videre i deres uddannelse. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.412 studerende lavet af Ingeniørforeningen, IDA.

IDAs formand Thomas Damkjær Petersen håber derfor, at den politiske aftale om delvis genåbning af forskningslaboratorier for forskere og studerende, bliver sat hurtigt i værk, og kommer til at omfatte så mange studerende som muligt.

”Efter hjemsendelse har de studerende på landets tekniske og naturvidenskabelige uddannelser ikke haft adgang til vigtig praktisk erfaring i studiestedernes laboratorier, hvilket har skabt et voldsomt pres på en stor del af dem. Fjernundervisning har kunnet erstatte en del for flere studerende, men når næsten hver syvende af dem føler sig slået tilbage til start, er det ekstremt vigtigt, at de kommer i gang igen,” siger han.

Studerende fra syv sundhedsfaglige uddannelser er vendt tilbage til studiet i denne uge, og Thomas Damkjær Petersen er derfor glad for, at Folketingets partier nu har rettet fokus på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.

”Der lægges blandt andet op til, at post doc- eller PhD-forløb skal kunne gennemføres, hvilket er glædeligt. Men så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt, håber jeg også på, at de studerende, der er afhængige af adgang til laboratorier. vil blive omfattet af den udvidede genåbning – ikke mindst de, der er i gang med afsluttende opgaver, der kræver laboratorieadgang,” siger IDAs formand.