Bæredygtighedskaravanen

Test jer selv: Arbejder din virksomhed med verdensmålene?

Overvejer I at tænke verdensmålene ind i dagligdagen på din arbejdsplads? Teamet bag IDAs bæredygtighedskaravane har udviklet et værktøj, du kan bruge til en selvvurdering af din arbejdsplads’ arbejde med FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Afskaf fattigdom! Stop sult! Mindre ulighed! Bæredygtig energi! og meget mere - FN’s 17 Verdensmål består af en samling sympatiske, men også vidt forskellige målsætninger. Derfor er der gode muligheder for, at din arbejdsplads allerede gør noget for at fremme nogle af verdensmålene. Vores ”værktøj for Læring og Selvvurdering” kan hjælpe dig med at vurdere, hvordan din arbejdsplads arbejder med bæredygtighed.

Samtidig hjælper du Bæredygtighedskaravanen med at finde virksomheder, vi kan besøge. IDA vil med Karavanen rejse Danmark rundt og sprede de positive muligheder for at styrke bæredygtighed, og det gør vi ved at besøge ca. 60 arbejdspladser frem til juni 2019. Her bruger vi værktøjet til at finde virksomheder med gode historier om bæredygtighed, vi kan videreformidle.

“Vi ville gerne have systematisk tilbagemelding fra arbejdspladser, der har potentiale til at få besøg, om hvilke mål de arbejder med og få nogle gode forandringshistorier,” - Ole Gerner Jacobsen, chefkonsulent i Region Hovedstaden og med i styregruppen for Bæredygtighedskaravanen.

"Selv-vurderingsværktøjet er et godt sted at starte for virksomheder, der vil bruge FN’s Verdensmål aktivt. Værktøjet giver inspiration til, hvad man kan gøre – og hvor man skal starte." - Kasper Larsen, CCO i KLS Pureprint og vært for arbejdspladsbesøg.

Hvordan gør jeg?

Værktøjet gør, at du nemt kan forholde dig til en samling konkrete FN-delmål og giver dig en score ud fra det. Du kommer igennem de 17 Verdensmål ét for ét og markerer for hvert delmål, om arbejdspladsen:

  • Gør gavn (grønt)
  • Gør noget men kunne gøre mere (gul)
  • Burde gøre meget mere (rød)

Du kan også markere, hvis verdensmålet ikke er relevant for din arbejdsplads. Resultatet er en konkret oversigt, som kan bruges til at skabe debat om bæredygtighed på din arbejdsplads, eller som guidelines til, hvordan I konkret kan styrke en bæredygtig udvikling.

De gode historier

“Nogle gange er det en direktør eller chef, der siger, at bæredygtighedsmål skal være en del af vores måde at drive forretning på. Men det sker også tit, at der bare sidder rigtig engagerede medarbejdere, der får det løftet op på direktionsniveau,” - Ole Gerner Jacobsen.

Bæredygtighedskaravanen vil gerne have input fra så mange IDA-medlemmer som overhovedet muligt, og meget gerne fra hele spektret, lige fra direktører til sagsbehandlere og teknikere – så brug værktøjet og kom med på Karavanen.

Værktøj til selvvurdering

Du kan selv oprette dig som bruger og starte vurderingen af bæredygtighed på din arbejdsplads.

Brug værktøjet her