Diversity in Tech & Science præsenterer podcasten ‘Blinde Vinkler

IDA lancerer snart en række podcast-episoder om diversitet inden for teknologi og naturvidenskab - produceret af tech-journalist Marie Høst.

Tech-journalist Marie Høst producerer en række episoder til en podcast om diversitet i teknologi og naturvidenskab.

Bias er en uundgåelig del af livet, eftersom vi hver især har et begrænset udsyn i verden.

Tanken om at en maskine kan gøre det bedre end os er forjættende, og overalt støder vi på teknologi som gennem sortering og anbefaling påvirker vores verdenssyn og vores beslutninger. Men det vi putter ind i maskinen er også det der kommer ud. Og ubevidst bias bliver reproduceret - og visse tilfælde forstærket - af teknologi.

Så hvordan drejer vi på bias-knappen og sørger for at repræsentere diversitet og lige muligheder for alle? Det undersøger vi i denne podcast-serie, som kigger ind i teknologier og videnskab som forsøger at rette op på udfordringen med kønsmæssig bias.

Marie Høst, redaktør og vært på podcasten, er freelance tech-journalist, vært/moderator og kurator i krydsfeltet mellem teknologi, medier og kunst & kultur, med en særlig interesse for at kommunikere komplekse vidensområder.

Hun står også bag podcast-serien ’Algoritmen’ og Radio Loud’s ugentlige program ’Vi er Data’.

Derudover er hun en erfaren moderator og event vært på festivaler og konferencer som Techfestival, This Conference, Bloom, Copen X og Hartland.