14.07.2020
6 min læsetid

”Når du har vasket gulv som ph.d., mister du troen på dig selv”

Mozhgan Gerayeli oplevede selv at blive fravalgt af arbejdsgiverne på grund af sit navn. I dag hjælper hun højtuddannede udlændinge og danskere med at finde arbejde inden for deres fag.

Anders Kjøller

af Anders Kjøller

 

Da Mozhgan Gerayeli blev færdiguddannet softwareingeniør i 1996, lå verden åben for hende.

Hun var én af blot to kvinder, der havde gennemført uddannelsen, og den eneste kvinde med udenlandsk baggrund.

Hendes tante var kommet hele vejen fra Canada for at deltage i afslutningsceremonien på Syddansk Universitet, og det stolte familiemedlem insisterede på, at hun og Mozhgan fik taget et billede med Odenses borgmester, Anker Boye.

Mozhgan havde været meget bevidst om at vælge en uddannelse med lav ledighed, og allerede inden afslutningsceremonien havde de flest af hendes medstuderende landet et job. Derfor følte hun sig ikke presset og ventede med at sende ansøgninger ud.

Men da hun gik i gang med at søge arbejde, gik det ikke som forventet.

”Jeg sendte over 100 ansøgninger uden at komme til samtale, og jeg kunne se, at de slet ikke læste dem, fordi flere af dem skrev hr. Mozhgan Gerayeli i deres afslag, selvom jeg havde skrevet, at jeg var kvinde. Så jeg tror, at jeg udelukkende blev fravalgt på grund af mit navn”.

Hendes mistanke blev bestyrket, da hun kunne se, at det oftest var hendes medstuderende med anden etnisk baggrund, som kæmpede med at finde arbejde inden for deres fag.

”Min daværende mand var også softwareingeniør, men han mistede håbet og åbnede et pizzeria. Jeg kendte også andre, der var elektroingeniører og stærkstrømsingeniører, som gav op og tog ufaglærte job”.

Oplevelsen var ikke unik for Mozhgan og hendes medstuderende. Et studie fra Aarhus Universitet har vist, at kandidater med et mellemøstligt navn skal sende 53 procent flere ansøgninger, før de bliver kaldt til samtale.

I dag er det omdrejningspunktet for Mozghans arbejde med at hjælpe højtuddannede udlændinge og danskere med indvandrerbaggrund i arbejde, som hun blandt andet fik anerkendelse for med Agnes & Betzy-prisen i 2019.

Men vejen derhen var ikke ligetil.

Et stærkt behov for at præstere

For Mozhgan kom vendepunktet, da hun var nyuddannet og ledig, under en tur til København, hvor hun gik forbi telefonselskabets Ericssons kontorbygninger i Sydhavnen.

”Da jeg så de flotte glasbygninger, fik jeg et inderligt ønske om at arbejde der. Jeg kiggede endda op og forestillede mig et bestemt kontor, som jeg på et tidspunkt ville sidde i og arbejde”.

”De næste tre måneder skrev jeg 40 ansøgninger til Ericsson, og jeg blev ved med at ringe dem op. Til sidst tror jeg, at de blev så trætte af mig, at de bare gav mig en samtale. Det var den første jeg kom til, og da jeg sad i toget på vej hjem, kunne jeg ikke vente med at ringe dem op og spørge, om jeg havde fået jobbet. Senere sagde min chef, at de havde ansat mig, fordi jeg var så passioneret”.

Da Mozhgan først havde fået foden ind på arbejdsmarkedet, udviklede hendes karriere sig hurtigt.

”Det var som om, at mit navn ikke var vigtigt, når jeg først havde Ericsson på CV’et. Det var en blåstempling”.

I 2004 fik hun sit første lederjob, og hun følte, at karrieren kørte på skinner. Men hun kørte også sig selv hårdt og stræbte hele tiden efter at være den bedste.

”Jeg arbejdede 80 om ugen og lagde et hårdt pres på mig selv om, at jeg hele tiden skulle være den bedste. Når jeg ikke havde fri, trænede jeg crossfit og boksning, sådan nogle mandlige sportsgrene for at vise, at jeg kunne klare alt”.

Det stærke behov for at præstere hang sammen med Mozhgans opvækst i Iran, hvor hun boede indtil hun kom til Danmark som 21-årig, da hendes daværende mand flygtede fra præstestyret og krigen mellem Iran og Irak.

Mozhgan og hendes familie i Iran.

Selvom hun kom fra en akademisk familie og oplevede støtte fra sine forældre, var Iran efter den islamiske revolution blevet et konservativt, mandsdomineret samfund, og Mozhgan havde langt op i sit voksne liv et behov for at vise, at hun kunne klare lige så meget eller mere end mændene.

Men på et tidspunkt havde Mozhgan presset sig selv så hårdt, at kroppen sagde fra. I 2012 rejste hun til Grønland, hvor hun skulle hjælpe to it-virksomheder med at fusionere.

”Det var et meget roligt sted, hvor folk tog ud og fiskede, når solen skinnede, og ikke stressede lige så meget som i København”.
De rolige omgivelser betød, at hun pludselig mærkede uroen i sig selv, og efter kort tid i Grønland gik hun alvorligt ned med stress.

Mozhgan efter ankomsten til Danmark i 1986.

Karin fik jobbet. Mozhgan gjorde ikke

Efter få måneder i Grønland vendte Mozhgan hjem til Danmark til en meget anderledes tilværelse.

”Min lejlighed var udlejet, bilen var solgt og jeg fik ikke længere en høj løn, så jeg var helt på bunden. Jeg mistede fuldstændig selvtilliden, og det blev forstærket, da jeg sendte utallige ansøgninger uden at få et job”.

”På et tidspunkt lavede jeg et eksperiment, hvor jeg sendte to ansøgninger til den samme virksomhed. I den ene brugte jeg mit eget navn, og i den anden skrev jeg Karin Jensen. Da Karin blev kaldt til samtale, og jeg ikke gjorde, blev jeg virkelig vred. Nu var mit navn åbenbart et problem igen”.

Mozhgan endte med at skifte karrierevej. Hun uddannede hun sig som stresscoach og begyndte at arbejde med akademikere, der havde været sygemeldt.

Men det var et tilfælde, der betød at hun begyndte at arbejde med højtuddannede udlændinge og danskere med anden etnisk baggrund.

”På et tidspunkt kontaktede et iransk ægtepar mig. De var begge ph.d.er og søgte hjælp til at komme ind på det danske arbejdsmarked. Jeg var ikke rigtig karrierecoach, men jeg inviterede dem alligevel til en samtale, og det endte med, at jeg hjalp dem i arbejde”.

En workshop i kulturforståelse, som Mozhgans virksomhed afholder.

”Oplevelsen åbnede mine øjne for, at det var et samfundsproblem, jeg kunne være med til at afhjælpe. Vi har flere tusinde udlændinge og danskere med anden etnisk baggrund i Danmark, der ikke kan finde arbejde, selvom de er højtuddannede”.

Man mister selvtilliden, når man har vasket gulv som ph.d.

Mozhgan startede konsulentvirksomheden Mozhi Consulting for at fokusere sit arbejde, og hun har gradvist udvidet sit netværk ved hjælp af de sociale medier, sådan at hun i dag har hjulpet 135 med at komme i arbejde.

Det handler ofte om at genopbygge ansøgernes selvtillid og at fortælle deres historie på en måde, der appellerer til arbejdsgiverne.

”Er du endt med at vaske gulv, selvom du har en ph.d., mister du noget af dig selv. Jeg hjælper dem med at fokusere på deres styrker”.

”Derudover ser vi på deres ansøgninger og CV. Rigtig mange har et hul i CV’et, hvor de har arbejdet som ufaglærte, som pakkere hos nemlig.com eller lignende.

Det putter vi til sidst i CV’et, og så skriver vi, at de har taget jobbet for at integrere sig, være en aktiv del af det danske samfund eller for at blive bedre til dansk. I stedet fokuserer vi på deres styrker, og hvordan de vil hjælpe virksomheden med at løse et problem”.

”På den måde handler det meget om storytelling. Det gælder om at vise virksomhederne, at de ikke er dovne eller nassere, som nogle måske tror”.

Mozhgan sørger samtidig for at tage den første kontakt til en mulig arbejdsgiver på vegne af kandidaten, enten uopfordret eller på et jobopslag.

”De spørger altid, hvorfor det er mig og ikke kandidaten selv, der ringer. Så siger jeg, at de som udlændinge kan opleve nogle fordomme, og så forklarer jeg lidt om deres baggrund, og at de har været i et integrationsforløb hos mig, hvor de har lært om de uudtalte regler på danske arbejdspladser, som ofte kan være svære for udlændinge. Så bliver virksomhederne ofte meget interesserede”.

Mozhgan Gerayeli modtager Agnes og Betzy-prisen af IDA-formand Thomas Damkjær i 2019.

På den måde hjælper Mozhgan ansøgerne med at få en fod inden for døren, men derefter er det op til kandidaterne selv at sikre sig jobbet.

”Engang ringede jeg på vegne af en indisk ansøger, og så sagde chefen med det samme, at han ikke var interesseret, fordi indere ikke var proaktive på jobbet, men kun gjorde, hvad de blev bedt om”.

”Jeg fik overtalt ham til at tage et møde på fem minutter med ansøgeren, og da vi sad derinde, begyndte han med det samme at spørge ind til, hvordan de gjorde på arbejdspladsen. Efter 30 minutter sagde chefen, at jeg godt kunne gå hjem, og de endte med at tale med ham i 2 timer og at ansætte ham dagen efter. Han har været i virksomheden i tre år nu, han har været årets medarbejder, og han er gået fra en løn på 30.000 til 60.000 kroner om måneden”, fortæller Mozhgan.

Danske normer er en udfordring

En af dem, Mozhgan har hjulpet er Shilan Ahmadi, som er uddannet industriingeniør og i dag arbejder som APQP process lead i LM Wind Power, der producerer vindmøllevinger.

Hun havde længe drømt om at arbejde i udlandet og valgte Danmark at flytte til Danmark i december 2014, da hun havde arbejdet på et projekt med en vindmøllepark i Iran, hvor Vestas var involveret.

Den første tid i Danmark var dog svær for hende. Hun gik med aviser og arbejdede på en mexicansk restaurant, men selvom hun var glad for at have et arbejde og føle sig som en del af samfundet, var situationen stressende. Hun havde forladt et godt job og sin familie i Iran, og nu kæmpede hun med at finde et arbejde inden for sit felt.

Mozhgan og Shilan Ahamadi.

Hun fortæller, at Mozhgan hjalp hende med at finde ro og selvtillid, men også med at forstå de usagte kulturelle koder i Danmark.

”I Iran er arbejdsmarkedet meget hierarkisk, mens det er fladt i Danmark. Det forstod jeg ikke i starten, og derfor var jeg meget formel og stiv i det til jobsamtalerne, fordi chefen var til stede. Men det jeg ikke forstod var, at jeg gjorde situationen ubehagelig for dem, og at de derfor ikke kunne forestille sig at have mig som kollega. ”.

Efter at have øvet sig i at gå til jobsamtale i en dansk kontekst med Mozhgan, ændrede situationen sig mærkbart for Shilan, og end junidag i 2016 sad hun med tre jobtilbud på en gang efter halvandet år i Danmark.

Hun valgte i sidste ende Siemens, hvor hun arbejde i to år, inden hun først skiftede til GE Energy og nu LM Wind Power.

Mozhgan og Zara Hassanzadeh Hosseini, der har en MBA i Marketing.

En anden, som Mozhgan har hjulpet er Zara Hassanzadeh Hosseini, der har en MBA i marketing og kom til Danmark fra Iran på et Green Card i 2015.

”I Iran arbejdede jeg i en virksomhed, der distribuerede til fem danske virksomheder, og jeg havde været her på forretningsrejser. Så jeg havde et netværk og forventede, at det ville blive nemt at få et job i Danmark, men det viste sig at blive en virkelig svær proces”.

De første halvandet år Zara boede i Danmark, havde hun forskellige jobs uden for sit fag; på et lager, som fitnessinstruktør og som bartender. I perioden blev det ved med at være lige ved og næsten for hende, når hun søgte stillinger inden for sit felt.

Hun gik til jobsamtaler og fik at vide, at hun passede til jobbet, men i sidste øjeblik blev hun alligevel altid fravalgt. Det underminerede langsomt Zaras selvtillid og tro på, at hun ville finde et job, og det var netop den tro, Mozhgan hjalp hende med at genfinde.

”Hun hjalp mig virkelig meget med min selvtillid og med at huske på, hvad jeg tidligere havde udrettet. Men det gode ved Mozhgan er, at hun tilpasser sin hjælp til den enkelte. Jeg har siddet på hendes kontor, hvor hun har hjulpet personer, der kæmpede med kulturen i Danmark eller med helt andre udfordringer. Hun ser individet og får dig til at føle, at du ikke er alene”.