Science Cup

Science Cup 2018-2019 er i gang

620 elever fra 13 gymnasier landet over har fået plads til dette års Science Cup. Deltagerne skal konkurrere om at skabe den mest innovative opfindelse og vinde den eftertragtede førsteplads i konkurrencen.

Innovationsworkshops i november

Alle deltagerne (der er fra naturvidenskabelige 2.g klasser) skal deltage i en innovationsworkshop i november. Til hver innovationsworkshop bliver eleverne undervist, inspireret og udfordret af innovationskonsulent Jacob Høj Jørgensen fra Delendorff Advisory. Innovationsworkshoppen sætter gang i idéudviklingen og den kreative proces for produktudvikling. Deltagerne stifter bekendtskab med forskellige innovationsteorier og får redskaber og teknikker, som de kan bruge i deres videre arbejde med Science Cup.

Virksomhedsbesøg for deltagerne

Som en del af Science Cup får hver deltagende klasse tilbudt at komme på et virksomhedsbesøg i perioden december til februar. Virksomhedsbesøget er hos en af Danmarks innovative virksomheder, der arbejder med produktudvikling af alt fra legoklodser til høreapparater og vindmøller. Dette er en unik mulighed for deltagerne til at komme tæt på processerne og teknikkerne bag de forskellige virksomheders produktudvikling. Deltagerne får samtidig lejlighed til at stille en masse faglige spørgsmål.

Semifinaler i foråret

Deltagerne skal aflevere deres opgaver senest 28. februar 2019. De deltagere, der har afleveret opgaver (som overholder konkurrencekravene) deltager i en semifinale. Til semifinalerne skal grupperne præsentere deres projekt og vise en evt. prototype for et dommerpanel af naturvidenskabelige fagfolk. Dommerne bedømmer opgaverne ud fra bedømmelseskriterierne. Vinderne af hver semifinale går videre til finalen onsdag 15. maj 2019 hos IDA i København.