29.07.2019
3 min læsetid

Vinderen 2004-2005 - Trafiksensor til blinde

Projekt, der bringer blinde og svagtseende sikkert igennem trafikken, sender tre unge mænd fra Frederiksberg på studietur til Californien.

IDA

af IDA

I hård konkurrence med fem andre hold fra hele landet vandt Christian Dalbjerg, Vedran Sekara og Peter Jagd Sørensen fra Frederiksberg Tekniske Gymnasium tirsdag 12. april 2005 Science Cup 2005 og en rejse til USA.

Projektet ’Blind i trafikken’ har flere fordele for blinde i forhold til de eksisterende lydsignaler ved fodgængerovergange. Udstyret bæres af den blinde selv og virker derfor også på steder, hvor der ikke er faste lydsignaler ved fodgængerovergangene. Udstyret består af en sensor, der opfatter, hvornår der er rødt, og en modtager, der advarer den blinde ved hjælp af lyde.

Dommerne lagde vægt på, at projektgruppen var i stand til på højt niveau at kombinere elementerne kreativitet, innovation, naturvidenskab, teknik og ihærdighed: ”Derved har de lagt de kimen til et produkt, der kan ændre hverdagen markant for en stor gruppe mennesker,” lød vurderingen.

Dommerkomiteen, der bestod af research chemist Karen Ib fra Chr. Hansen A/S, rektor Carl P. Knudsen fra Helsingør Gymnasium og professor Claus H. Christensen fra DTU, præmierede desuden to andre projekter.

Linda Rohr Pedersen, Sidsel Østerby Andreasen, Anita Godiksen og Lisbeth Tavs Thomsen fra Thisted Gymnasium og HF-kursus løb med andenpræmien. Projektet ’Ethen – frugters modningshormon’ udsætter tidspunktet for, hvornår frugter begynder at rådne ved hjælp af stoffet palladiumchlorid.

Tredjepræmien gik til Mette Andersen, Bastian Fietje, Anne Lundhøj Jensen og Malene Kajberg fra Odense Tekniske Gymnasium. Projektet ’Holdbarhedsindikatoren – det kemiske ur’ advarer om, hvornår pålægget i køleskabet er ved at blive dårligt.

Ud over æren fik modtagerne af anden- og tredjepræmien en elektronisk kalender for deres løsninger på to af hverdagens problemer.

Roser med på vejen

Inden dommerkomiteen trak sig tilbage for at votere, fik de i alt 21 deltagende unge et par rosende ord med på vejen af undervisningsminister Bertel Haarder og IDAs formand, Lars Bytoft.

”Vores uddannelsessystem skal tage hånd om de svage elever, så de får en uddannelse. Men de skal også have et job, og der skal vi sørge for at stimulere de dygtigste elever, så de bliver til de innovatører og iværksættere, der skaber jobbene,” sagde ministeren med direkte adresse til de forsamlede unge.

Han ville i øvrigt gerne have en selvrørende gryde, som var et af de tre ikke-præmierede projekter:”Det er utrolig praktisk, når telefonen ringer,” fastslog ministeren.

Lars Bytoft benyttede lejligheden til at tale varmt for en styrkelse af de naturvidenskabelige fag i det danske uddannelsessystem:

”Det er vigtigt at få øget det generelle kendskab til naturvidenskaben. Jeg synes, at debatten om genteknologi er et skræmmeeksempel på, hvordan befolkningen og eksperterne har talt forbi hinanden.”

IDA-formanden tilføjede med et smil på læben, at: ”jeg håber, der kommer en masse gode ingeniører ud af denne konkurrence. Under alle omstændigheder tror jeg på, at I er blandt vinderne i morgendagens samfund.” En bemærkning der vakte hørbar begejstring blandt de forsamlede unge og deres lærere.