29.07.2019
3 min læsetid

Vinderen 2005-2006 - Køleskab uden ilt

Et køleskab uden ilt udløste i går flybilletter til Californien til fire elever fra 2. g på Sct. Knuds Gymnasium i Odense.

IDA

af IDA

Med deres opfindelse, der kan få pålægget og andre madvarer til at holde længere efter åbning, vandt de årets Science Cup, hvor gymnasieelever fra hele landet dyster med forskellige opfindelse på det teknisk- og naturvidenskabelige område.

På de efterfølgende pladser kom EUC Vest Esbjerg, der havde opfundet en elektronisk dims, som kan spare strøm på alle apparater med røde stand-by-lamper, mens 3. pladsen gik til Rungsted Gymnasium for deres version af en dykkervest med bedre iltblanding.

Begge hold fik overrakt diplom og mp3-afspillere af undervisningsminister Bertel Haarder, da Science Cup finalen i går blev afholdt i Dansk Industri.

Forskningschef Charlotte Rønhof fra Dansk Industri roser de mange gymnasieelever for deres store engagement og faglige kunnen, der har skabt mange interessante opfindelser.

»Jeg håber meget, at alle deltagerne her får lyst til at skabe innovation, både i deres videre studie og arbejde. Det er vigtigt, at eleverne kan se, at de kan bruge deres opfindelser til noget, så de ikke står af som mange andre gør. For det er jo genialt med et køleskab uden ilt,« siger hun.