29.07.2019
3 min læsetid

Vinderen 2006-2007 - Science koppen

Vinderne af Science Cup 2007 blev 6 unge drenge fra Borupgaard Gymnasium. De har opfundet en kop der nedkøler skoldhed kaffe til en behagelig og drikkevenlig temperatur - og derefter holder på varmen!

IDA

af IDA

Der var svedige håndflader og masser af nye opfindelser, da Bertel Haarders favoritter løb med sejren i årets Science Cup. Efter flere måneders intensivt arbejde med idé- og produktudvikling, blev spændingen om, hvem der skulle en tur til Californien, i dag udløst. Forud for dagens finale i Ingeniørhuset har mere end 1000 htx- og gymnasieelever kæmpet for at opfinde et nyt produkt, som kan løse et aktuelt problem.

De syv regionale vindere, som gik videre til finalen, havde hver 10 minutter til at overbevise dommerne om, at netop de havde fortjent 1.pladsen i den store innovationskonkurrence. Efter et par korte taler fra IDA-formand Lars Bytoft og forskningschef i Dansk Industri Charlotte Rønhof, kom undervisningsminister Bertel Haarder forbi for at hilse på de innovative unge deltagere:

”Det er utroligt vigtigt for vores samfund, at vi får forstærket interessen for naturvidenskaben, og her spiller Science Cup en vigtig rolle, fordi eleverne kan kombinere deres kreativitet med deres faglighed. Det er vigtigt at finde nogle gode eksempler frem, så de kan sprede sig,” sagde Bertel Haarder.

”Og så er det altid sjovt at følge med i, hvad I laver. Min personlige favorit er Sciencekoppen, jeg hader skoldhed kaffe,” afslørede den begejstrede undervisningsminister

Herefter var det tid for opfinderspirene til at præsentere deres projekter. Og der blev budt på både power-pointshows og prototyper, da grupperne skulle fortælle om deres produkter. Fremlæggelserne bød bl.a. på :
- En Futureboks, der kan holde insulin kold og dermed giver ny rejsefrihed til diabetikere.
- En Bake-controller, som giver besked, når brødet er bagt færdigt.
- En lille kasse, som kan nedkøle drikkevarer på rekordtid.
- Og en mobiloplader, der slukker, når telefonen er ladet op.

Ingen af disse opfindelser var dog blandt vinderne, da dommerpanelet afslørede de tre vindere af Science Cup 2007. Tredjepladsen gik til Frederiksborg Gymnasium, for deres Tyndfilmsteknologi, som kan frasortere distraherende lys gennem bilruden. Andenpladsen gik til Alssund Gymnasium for deres indikatorpapir, som kan afslører gammelt kød ved hjælp af rødkålssaft og dermed afværge fremtidige kød-skandaler.

Men vinderne af det store gule gavekort med rejsen til Californien, blev de fem drenge fra Borupgaard Gymnasium, som har opfundet Science-Koppen, der er en videreudvikling af den eksisterende termokop.
”Vi regner med at den snart er på hylderne i Imerco,” lød det kækt fra scenen, inden klapsalverne tog over.

Koppen starter med at trække varmen ud af væsken inden den stabiliserer temperaturen. På den måde undgår man at brænde sig på kaffen, når man nipper af sin Science-Kop, f.eks. under en sejltur.

”Det simple er det geniale. Og Jeres løsning tager både højde for miljø og økonomi. Og I har fået lavet nogle rigtig flotte prototyper,” roste Lars Bytoft.

De fem opfindere havde svært ved at skjule deres glæde, da de jublende bevægede sig ud mod en ventende bus, som kørte alle deltagerne til bowlingfest i Valby.