18.11.2020
3 min læsetid

IDAs formand i opgør med industrisamfundets arbejdstider

Der er solid evidens for, at videnarbejdere ikke yder optimalt i de nuværende rammer. Vi må vise medarbejderne tilliden til at indrette deres arbejdsliv mere fleksibelt.

Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA

af Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA

8 timers arbejde. 8 timers fritid. 8 timers hvile.

Normalarbejdsdagen er en af fagbevægelsens vigtigste sejre, men spørgsmålet er, om ikke det er på tide at gentænke tredelingen af arbejdsdagen og træde ud af industrisamfundet.

I industrisamfundet kunne man sætte et lighedstegn mellem arbejdstid og udbytte. Hver arbejder ved samlebåndet udførte sine opgaver, produktionen var sat i system og arbejdsgiveren fik et konkret resultat ud af 8 timers arbejde.

I dag har arbejdet en helt anden karakter for videnarbejdere, men arbejdstiden er i store træk organiseret på samme måde. Arbejdet udføres mellem 8 og 17 og gerne på et storrumskontor inden for synsvidde af chefen og kollegaerne.

Derfor har vi også i årevis hørt kommentarer fra chefer, der halvt i spøg, halvt i alvor, kaldte hjemmearbejdsdage for halve fridage.

Men hvad skete der, da vi blev sendt hjem under forårets nedlukning? Medarbejderne lagde sig ikke på sofaen eller slækkede på opgaverne. Faktisk steg produktiviteten i mange virksomheder.

IDAs formand: Drop industrisamfundet og lad os tilpasse arbejdet til virkeligheden i dag

Medarbejderne leverer uanset

Både medarbejdere og ledere har oplevet større effektivitet på hjemmekontoret. I en undersøgelse svarede halvdelen af IDAs medlemmer, at effektiviteten steg derhjemme, og 31 procent af cheferne erfarede det samme.

Årsagerne var ofte lavpraktiske: Mindre pendlertid, mindre smitte med snue fra storrumskontorerne og møder der blev hurtigere overstået.

Vi har også fået mange tilbagemeldinger fra medlemmer, der pludselig har ro til at fordybe sig i deres arbejde. Flere beretter om færre konflikter mellem arbejde og privatliv, fordi de har en større frihed til at planlægge deres dag.

Betyder det, at vi skal lukke kontorerne og lade de ansatte blive i hjemmekontoret for bestandigt?

Vi skal vise den enkelte medarbejder tillid

Nej, der er som bekendt forskel på folk, og vores tillidsrepræsentanter beretter om medlemmer, der føler sig isolerede og ensomme. I de værste tilfælde fører det også til sygemeldinger.

Der er også opgaver, som man bedst løser i samme rum. Det er det fysiske møde, som for alvor opbygger relationer og tillid, og det er nødvendigt, når man ideudvikler.

Med andre ord er skal vi passe på med at putte alle ned i den samme kasse. Vi skal lade medarbejderne have større indflydelse på deres hverdag og stole på, at mennesker, der har brugt flere år på at tage en uddannelse og specialisere sig, er tilstrækkeligt motiverede til at udføre deres arbejde på en måde, der giver mening for dem.

Sæt medarbejderne fri til at gøre deres arbejde, som det giver bedst mening for dem. Nu ved vi, at rammerne for, hvad der kan lade sig gøre, kun er noget vi bilder os ind, lige indtil vores hverdag vendes på hovedet.