16.11.2020
2 min læsetid

Hjerneforsker: Læring fra fejl bekæmper nulfejlskultur

Vi skal holde op med kun at belønne succeser, hvis vi skal bekæmpe en nulfejlskultur. Ved at acceptere og belønne, at man lærer noget af fejl, holder de op med at være farlige. Det er netop ved at fejle, at vi mennesker lærer og udvikler os.

Anne-Cathrine Jensen

af Anne-Cathrine Jensen

I virkeligheden er det ikke din hjerne men din plads i samfundet, familien og på arbejdspladsen, der gør dig bange for at fejle.  

“Hjernen kan godt lide at lave fejl, for det lærer den noget af. Hvis jeg fx skyder på en dartskive og rammer for langt til højre, så lærer hjernen af det og retter op, så vi næste gang kaster en smule mere til venstre,” forklarer Troels W. Kjær, hjerneforsker og overlæge ved Neurofysiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital og professor ved Københavns Universitet. 

Du lærer af at fejle 

Det er ved at fejle, at vi mennesker lærer og udvikler os. Hvis man aldrig laver fejl, er sandsynligheden for at man lærer nyt og udvikler nye evner meget lille.  

Der er naturligvis forskel på en fejl, hvor du bagefter kan sige “så lærte jeg det”, og fejl hvor du siger “ups!”, mens du står med frisørsaksen i hånden. Nogle fejl har større konsekvenser end andre, men begge slags fejl kan vendes til noget positivt, hvis man insisterer på at lære af dem. 

“Krybdyrhjernen straffer os, når vi laver en fejl. Når vi opdager en fejl eller andre påpeger det – hvis du fx bruger det gale ord i en oversættelse, og en kollega gør dig opmærksom på det - så lærer du både af fejlen, men du bliver også straffet af din ubevidste hjerne,” forklarer Troels W. Kjær. 

Straffen fra den ubevidste del af vores bevidsthed kan være ubehagelig, hvis den ikke kobles til det øjebliksbillede, hvor du har lavet fejlen. For nogle kan hjernens straf kobles til deres værdi som person – måske har du selv prøvet, at en fejl bekræfter dig i, at du ikke duer til noget, eller at du altid gør et eller andet forkert.  

“Den tendens forstærkes, hvis man kun fejrer succeser, men ikke anerkender fejl som lærerige,” forklarer Troels W. Kjær. 

Både fejl og succeser skal belønnes 

Vi skal holde op med kun at belønne succeser, hvis vi skal bekæmpe en nulfejlskultur. Det handler ikke om at være ligeglad med fejl, men ved også at acceptere og belønne, at man lærer noget af dem, holder de op med at være farlige. 

“Læringen fra fejlene er afgørende for, både om man udvikler sig fagligt, men også om man som menneske tør kaste sig ud i noget der måske fejler på et andet tidspunkt,” siger Troels W. Kjær.