13.12.2019
3 min læsetid

Digitale legepladser gør ungerne nysgerrige og talkloge

Digitalt ligger der masser af muligheder for at introducere børn i legealderen for både laboratorieforsøg, kompleks matematik, læsetræning og musikmageri.

Anne-Cathrine Jensen

af Anne-Cathrine Jensen

Man siger, at børn i alderen 4-8 er i legealderen. Selv om de starter i skole i disse år, er de fortsat i den alder, hvor de bedst lærer via leg. Så hvordan gør man ny læring så sjov som muligt?

Få idehistoriker og videnskabsformidler Renée Jessens bud på lærerig digital leg her.

Toca Boca

Alder 4-8: Toca Boca er et spiludviklingsfirma, som skaber digitale laboratorier og legepladser til den yngre målgruppe. Kendetegnende for deres spil er, at børnene kommer ind i et digitalt univers, hvor hvor nysgerrighed og forskellige undersøgelser belønnes.

“Toca Bocas Kitchen Monster går fx ud på, at man skal lave mad til et monster. Og hvad spiser sådan en så for noget mad? Det er jo nogle helt underlige ting, fordi det er et monster, og det skal spillerne finde ud af,” fortæller Renée Jessen.

Spillet har den styrke, at man kan blande alting i laboratoriet på kryds og tværs. Der er ingen udstukne opskrifter, så børnene skal selv få idéer, afprøve kombinationer, og de oplever også nogle gange, at monsteret slet ikke kan lide, det de har blandet.

“Hvis der er noget, som monsteret skal spise, som det ikke kan lide, så kan børnene eksperimentere med at blande andre ting med i maden og se, om det så hjælper på sagen. Det er en fin måde at lære børn forsøgstankegang på: “Hvad sker der, når jeg gør sådan i stedet for sådan?””, forklarer han.

I Toca Boca kan det også være, at ungerne hellere vil drille monsteret end fodre det – for det ser ret sjovt ud, når et monster spiser noget, det ikke kan lide. Du kan læse meget mere om spillet på hjemmesiden.

Bliv en del af Young Makers på Facebook

Young Makers er først og fremmest et fællesskab på Facebook, hvor alle kan være med og stille spørgsmål og byde ind med gode idéer til at lege naturvidenskaben ind i vores børns liv.

Bliv en del af gruppen.

Tocaboca

Når der ikke er en lige vej til svaret, trænes børn i at tænke selv og blive nysgerrige frem for blot at følge en opskrift og så være færdige, så snart målet er opfyldt.

Dragonbox

Alder: 4-9: Hvis matematik aldrig var din favorit, husker du måske svagt og med sved på overlæben nogle forbaskede gradsligninger fra gymnasiet. Dragonbox er et norsk matematik-spil, der lærer børn at forstå tredjegradsligninger.

“Nu skal man ikke tro, at børnene bare sådan bliver matematik-genier, men Dragonbox giver børn en konceptuel forståelse af, hvordan man opløser en ligning,” fortæller Renée Jessen.

De mange X’er, Y’er og Z’ere bliver forklaret som enheder, mens spillet giver en forståelse for indhold over og under stregen i ligninger, og hvordan man opløser dem.

Mange slags spil er gode

Men de lærerige spil er ikke ene om at være gode for børnene. Almindelige computerspil for underholdningens skyld kan også være med til at udvikle børnenes nysgerrighed og få dem til at eksperimentere, fortæller Renée Jessen.

“Fx et spil som Minecraft og andre spil, der er såkaldt open world, er gavnlige for børns nysgerrighed. Fordi de kan bygge og gøre, som de selv har lyst til og gribe opgaver an på forskellige måder. På den måde eksperimenterer man jo også ved at undersøge “Sker der noget nyt, hvis jeg gør sådan her i stedet?””, forklarer han.