21.12.2020
2 min læsetid

Vi savner kollegerne

Hjemmearbejde og onlinemøder har holdt mange jobfunktioner i luften under coronaepidemien. Men det manglende sociale samvær med kollegerne er en udfordring for mange, viser IDA-undersøgelse.

Ole Haun

af Ole Haun

Morten Thiessen

”Det er åbenlyst, at vi er sociale væsener. Og selv om en stærk digital infrastruktur har holdt rigtig mange jobfunktioner i luften under coronanedlukningerne, bliver det aldrig helt det samme at mødes i cyberspace som på arbejdspladsen,” siger Morten Thiessen, der er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA.

Rigtig mange danskere har arbejdet mere hjemmefra end ellers under coronaepidemien. Det har givetvis haft nogle udfordringer, men også fordele, viser en ny befolkningsundersøgelse, som Userneeds har gennemført for IDA.

På plussiden anfører danskerne mindre transporttid, færre forstyrrelser og større fleksibilitet. Men der er også ulemper, og den største af dem alle er det manglende sociale samvær med kollegerne.

Mere end 40 procent oplever således den manglende sociale kontakt som en meget stor eller stor udfordring og 20 procent ser det som ”nogen udfordring”.

”Det er åbenlyst, at vi er sociale væsener. Og selv om it-systemer og en stærk digital infrastruktur har holdt rigtig mange jobfunktioner i luften under coronanedlukningerne, bliver det aldrig helt det samme at mødes i cyberspace som på arbejdspladsen,” siger Morten Thiessen, der er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA.

”Når det er sagt, så tror jeg i høj grad at de arbejdsmæssige erfaringer under coronakrisen har åbnet manges øjne for, at det er muligt at kombinere det bedste fra begge verdener. Altså at arbejde mere hjemme, end vi gjorde før, men stadig lægge hovedindsatsen på den fysiske arbejdsplads.

Nye arbejdsmønstre

I undersøgelsen svarer 53 procent, at de ønsker øget mulighed for hjemmearbejde i fremtiden.

”Det er også den vej, jeg selv tror det vil gå: At vi i en post-corona fremtid vil se nye arbejdsmønstre, hvor de der har mulighed for det, forener fysisk fremmøde på arbejdspladsen med enkelte arbejdsdage på hjemmekontoret,” siger Morten Thiessen.

Men det er ikke nødvendigvis bare at tage laptop’en under armen og arbejdere videre hjemme på spisebordet. Det er selvfølgelig vigtigt, at der også på hjemmearbejdspladsen er et ordentligt arbejdsmiljø med hensyn til indretning mv., ligesom det jo ikke er alle, der har mulighed for eller lyst til at arbejde hjemme, påpeger Morten Thiessen.

”Samtidig skal vi huske, at undersøgelsen jo er et øjebliksbillede, omend der er store ligheder med resultaterne fra analyser, vi har gennemført blandt vore egne medlemmer hvor eksempelvis den sociale dimension også scorede højt,”.

”Arbejdsmæssigt har coronakrisen givet os mange erfaringer, både gode og dårlige. Og det er oplagt, at vi tager de bedste af dem med videre i bestræbelsen på at udvikle et fleksibelt arbejdsliv, som tilgodeser de fordele, der ligger i at arbejde i henholdsvis storrumskontoret og på hjemmekontoret. Og med undersøgelsen in mente er det jo heldigvis sådan, at vi får energi af at være sammen med kollegerne – og den energi skal vi naturligvis holde fast i, men det ene udelukker ikke det andet,” siger Morten Thiessen.

Om undersøgelsen

Dataindsamlingen er gennemført af Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA, og data er indsamlet primo december 2020. Undersøgelsen bygger på svar fra 1.042 beskæftigede lønmodtagere, hvoraf 639, svarende til 61 procent, har erfaringer med at arbejde hjemmefra under coronaepidemien.

Inspiration til videre læsning: 6 principper for fremtidens arbejdsliv