Virksomhedsoverdragelse

Det har ingen betydning for din løn og ansættelsesvilkår, at din arbejdsplads overgår til en ny ejer. Alligevel er der en række regler, som er gode at have styr på.

 

Varsling

Der er tale om virksomhedsoverdragelse, når en virksomhed eller en del af den bliver overdraget fra en juridisk person eller et selskab til en anden.

Din arbejdsgiver skal i rimelig tid inden overdragelsen give dig besked om årsagen til overdragelsen og de juridiske, økonomiske og sociale følger samt påtænkte foranstaltninger for de ansatte.

Virksomhedsoverdragelse sker oftest ved, at to eller flere virksomheder smelter sammen, at aktiver og gældsforpligtigelser i et selskab overdrages til et andet, eller at en offentlig virksomhed privatiseres.

 

Ny ejer

Bliver den virksomhed, du arbejder i, overdraget til en ny ejer, fortsætter du med uændrede løn og ansættelsesvilkår, hvilket er sikret i lov om virksomhedsoverdragelse.

Den nye arbejdsgiver kan i udgangspunktet kun ændre dine ansættelsesforhold eller opsige dem i samme omfang, som den tidligere arbejdsgiver kunne. Ved væsentlige ændringer skal du have et varsel, der svarer til dit opsigelsesvarsel.


 

Ændrede ansættelsesvilkår

En virksomhedsoverdragelse vil ikke i sig selv være så væsentlig en ændring af dit ansættelsesforhold, at du kan betragte dig som opsagt.

Det kan til gengæld være tilfældet, hvis overdragelsen betyder, at din arbejdsplads flytter til en anden by, eller at dine arbejdsopgaver ændrer sig væsentligt.

 

Overenskomst

Var der en overenskomst på din gamle arbejdsplads, vil den følge med virksomhedsoverdragelsen til den nye arbejdsgiver. Den nye arbejdsgiver kan dog frasige sig overenskomsten.

For den enkelte medarbejder vil det betyde, at overenskomsten falder bort, men at vilkårene fortsat vil gælde som den enkelte medarbejders individuelle vilkår. Arbejdsgiveren kan senere opsige vilkårene, men først fra det tidspunkt, hvor den oprindelige overenskomst skulle udløbe.

Den nye arbejdsgiver har en tidsfrist på tre uger fra den faktiske overdragelse af virksomheden til at frasige sig overenskomsten. Vælger arbejdsgiveren ikke at frasige sig overenskomsten, vil den automatisk følge med, og den nye arbejdsgiver bliver part i den.
Din tjenestemandspension ved privatisering

 

Tjenestemand

Er du tjenestemand, skal det vurderes, om du kan udlånes til det nye selskab, eller om du skal tilbydes ansættelse. Bliver du tilbudt ansættelse i det nye selskab, skal du nøje overveje forholdene for din tjenestemandspension, inden du accepterer ansættelsen.

Først bør du bede pensionsmyndigheden om at få beregnet forskellen på dine pensionsvilkår, hvis du enten fortsætter som tjenestemand eller bliver ansat i det nye selskab.

Kontakt herefter IDA for rådgivning om dine krav for til gengæld at afgive dine tjenestemandsrettigheder.

Rådighedsløn

Som tjenestemand kan du afvise at tage job i det nye selskab, hvis du ikke kan blive lånt ud.

Din arbejdsgiver har herefter pligt til at finde en anden passende stilling til dig, og er det ikke muligt, har du ret til rådighedsløn i 3 år.

Til gengæld for lønnen skal du være klar til indtræde i en passende stilling i løbet af den 3-årige periode.