09.08.2021
4 min læsetid

Tag feriens flow med tilbage på jobbet

Uanset om du har lagt ny terrasse ved sommerhuset eller spillet 300 omgange kinaskak med ungerne, så kan dit ferieflow gøre en positiv forskel, når du er tilbage på job.

IDA Learning

af IDA Learning

Vi arbejder allerbedst, når en opgave er så udfordrende, at vi helt automatisk kommer til at koncentrere os – men ikke så udfordrende, at vi har brug for en masse tænkepauser.

Når tiden bare forsvinder, fordi vi er opslugte af opgaven foran os, kommer vi i flow, og særligt feriens flow kan være sundt at tage med tilbage på arbejdspladsen, forklarer karriererådgiver i IDA Kenneth Carstensen.

“I sommerferien har du helt sikkert udfordret dig selv over dit kompetenceniveau. Om du fandt guitaren frem igen, lærte at sejle eller satte gang i reparationer på sommerhuset er ikke så vigtigt. Du fandt løsninger, og det flow kan du også lave på arbejdspladsen. Det handler om at genskabe, det engagement som du lagde i sommerens ferieaktiviteter, når du går til jobbets arbejdsopgaver,” forklarer han.

Karriererådgiver i IDA Kenneth Carstensen ser tydeligt, hvordan det at komme i flow kan have en positiv indvirkning på både fritid og job.

Tag initiativ til fordel for dit flow

Du bringer feriens flow med på job ved at tænke på en ferieaktivitet, en opgave eller hobby-situation, hvor du har været i en positiv og koncentreret tilstand. Hvor timerne bare er forsvundet, mens al din opmærksomhed var rettet mod aktiviteten. Tænk over, hvad der gjorde aktiviteten så opslugende, og hvilke ydre vilkår der hjalp dig med at komme i flow.

“Typisk er en flowaktivitet så udfordrende og krævende, at du må anvende flere slags mentale ressourcer for at løse den, men ikke så svær, at du ikke ved, hvordan du skal gribe den an,” forklarer Kenneth Carstensen.

Den indsigt kan du bruge til at analysere dine arbejdsopgaver. Hvad mangler for at du kan komme i flow? Har du nemmere ved at komme i flow, når du er alene og ikke distraheres af dine omgivelser? Så kan det være, du skal holde fast i nogle hjemmearbejdsdage, selv om vi møder ind på kontoret igen.

Opgaverne kan både være for nemme og for svære

Én ting der kan forhindre, at du kommer i flow er, hvis en opgave er uoverskuelig. Hvis du ikke umiddelbart kan se, hvor du skal tage fat, eller hvis du faktisk føler, at du er udfordret over dit kompetenceniveau.

“Her kan det hjælpe at dele opgaven op i mindre bidder, som du finder løsningsmuligheder for. Ved at tage dem én bid ad gangen, forhindrer du følelsen af, at en stor opgave er uoverskuelig. Hvis det er svært at dele opgaven op, kan det være, at en kollega med erfaring på området eller din leder kan hjælpe dig med at gøre opgaven mere tilgængelig,” råder Kenneth Carstensen.

Men det hænder også, at en opgave simpelthen ikke får dig i flow, fordi den er for nem. For kedelig. Hvis du ikke udfordres, er det svært at ramme det rette koncentrationsniveau.

“Man kan ikke altid undgå denne slags opgaver, men det handler om at være bevidst om, at de ikke fylder for meget i hverdagen. Du skal være bevidst om, hvilke aktiviteter - både i fritiden og på jobbet – der engagerer dig og giver dig flow og energi. Livet skal ikke fyldes med passive aktiviteter, selv om de ser nemme ud, for det giver os ikke energi og livsglæde i længden,” forklarer Kenneth Carstensen.

Giv din energi til både fritid og job

Hvis du sætter et mål om at bringe feriens flow med tilbage på jobbet, kan du meget passende gøre nogle af de samme tanker om dit fritidsliv. For mens efteråret kommer krybende, kan du passe meget bedre på din gode energi ved at stile efter gode og udfordrende oplevelser både på jobbet og i fritiden.

“I fritiden vælger vi ofte de lette løsninger og arbejder ikke med specifikke mål for udvikling eller velvære, som vi gør i arbejdslivet. Men det er en skam, for hobby- og sportsaktiviteter ligger sammen med socialt samvær i toppen af situationer, der udløser flow. Vi dyrker dem bare ikke med det formål,” siger Kenneth Carstensen.

Men også for fritidslivet kan vi med fordel sætte overliggeren højt, så hjemmelivet og arbejdslivet ikke bliver to modsætninger, hvor vi altid helst vil slappe af hjemme og yde på jobbet.

“For de fleste hænger arbejds- og familielivet uløseligt sammen. Og fordi både privatlivet og arbejdslivet kan være mindre sjovt fra tid til anden, er det smart, at vi kan bruge flow-aktiviteter fra den ene verden til at smitte af på den anden,” lyder det fra Kenneth Carstensen.

Læs mere

IDAs politik

Fremtidens fleksible arbejdsliv har mennesket i centrum, og mennesker kan ikke sættes på formel. Men IDA har samlet 6 principper for, hvordan vi kan indrette arbejdsmarkedet, så alle får mest mulig frihed til at træffe sine egne valg i karrieren.

Læs principperne her