Huskeliste til LinkedIn

Din LinkedIn-profil er dit brand - og et vigtigt redskab til opbygning af netværk, til at skabe synlighed over for potentielle kunder eller samarbejdspartnere og ikke mindst til jobsøgning.

Hvad skal du være kendt for, og hvem skal kende dig?

Inden du går i gang med at udarbejde din profil, skal du overveje følgende: Hvem skal være din målgruppe? Hvilke virksomheder eller personer ønsker du at blive fundet af? Hvem ønsker du at netværke med, og hvilke jobtyper vil du gerne have tilbudt? Og hvordan kan du, via din profil, synliggøre, at du kan skabe værdi i et sådant job?

Din målgruppeanalyse skal danne grundlaget for, hvad du vælger at fortælle om dig selv, dine tidligere job og uddannelser. Informationerne du publicerer, skal alle være relevante for målgruppen og føre til en øget interesse for dig. Husk dine nøglekompetencer i CV og skills på LinkedIn skal være identiske.

Søg inspiration hos andre og find dine styrker

Søg efter profiler med folk, som sidder i et job, der minder om dit eller som har et job, du gerne vil have eller netværke med. Se, hvordan de bruger deres profiler. Brug dem som inspiration til, hvordan du selv kan lave en god profil. Analyser også dine egne styrker og svagheder i forhold til de andres kompetencer og find frem til, hvad du skal fremhæve for at være konkurrencedygtig og attraktiv i forhold til dem.

Opret din profil på det relevante sprog

Lav din profil på det sprog, der er relevant for din målgruppe. Du kan ikke vide om headhuntere og andre søger efter kandidater på dansk eller engelsk. Men du skal vedligeholde din profil, så derfor skal du være realistisk med din tid, så du ikke skal opdatere flere profiler. Hvis du alligevel vælger at oprette din profil med to sprog, så gør du det på din LinkedIn profilside, hvor du klikker på pilen ved ’edit’ og vælger at lave din profil på et ekstra sprog. Men brug i første omgang energien på din LinkedIn profil på det sprog, du vurderer, er det vigtigste i dit arbejdsliv.

Fang læseren med dine overskrifter

Formålet med din overskrift/headline er at vække læserens interesse og give et billede af, hvem du er, og hvad du kan. Den skal kunne læses uafhængigt af din øvrige profil. Din headline skal bestå af de ord, som du vurderer, en rekrutteringsansvarlig, en netværksinteresseret og andre vil skrive som søgeord for at finde interessante kandidater med interessant viden. Brug få ord til at beskrive dig så præcist som muligt. Erstat fx ’projektleder’ med ’Lean projektleder, HD’.

 Hjælp læseren med et beskrivende resumé

Resumé/summary skal give læseren svar på:

  • hvem du er
  • hvad du kan
  • hvad du vil
  • hvad du brænder for

Det kan sidestilles med en skriftlig elevatortale, hvor du trækker det vigtigste frem først. Du skal give svar på, hvordan du bidrager, og hvordan du gør det? Målgruppen skal tydeligt kunne se, hvilken værdi du skaber. Du sikrer, at læseren har fået de væsentlige pointer med, selvom han springer resten af din profil over. Det kan være en god ide at skrive dine nøglekompetencer i punktform, så man hurtigt kan se, hvad du kan.

Fremhæv relevant erhvervserfaring

Noter dine titler og ansættelsessteder. Skriv også en kort beskrivelse af dine ansvarsområder i hvert job samt en oversigt over dine arbejdsopgaver.

Arbejdsopgaverne skal prioriteres efter, hvad der er vigtigt for en potentiel arbejdsgiver at vide. Du skal altså hverken give et spejlbillede eller et misvisende billede af dit jobindhold, men en prioriteret beskrivelse i forhold til det job, du fremadrettet søger.

Hver jobbeskrivelse bør også omfatte dine erfaringer. Er du leder, kan du fremhæve de resultater, du har opnået i det enkelte job. Fremhæv dine kompetencer fremfor, hvem du er. Hvorfor gør dine kompetencer en forskel for andre? Hvorfor bliver du en gevinst?

Brug et professionelt, vellignende foto

De fleste er klar over, at de ikke skal bruge feriebilledet fra stranden på deres LinkedIn-profil, men derudover er der et par ting, der er værd at holde for øje. Dit portrætfoto skal først og fremmest være vellignende og i en høj oplysning, og så skader det ikke, at du ser imødekommende ud, selvom du heller ikke behøver at finde det store tandpastasmil frem. Mange anbefaler desuden at bruge et farvefoto, da LinkedIns farver er blågrå, hvormed et sort-hvidt billede kan blive lidt blegt at se på.

Udvid dine søgemuligheder gennem relevante grupper

Der er tre gode grunde til at melde sig ind i relevante LinkedIn-grupper:

Du udvider din synlighed hos gruppens deltagere og udvider personerne, der kan søge på dig, samt dem du kan søge på.
Grupper har signalværdi og dit medlemskab viser læseren, at du har et stærkt fagligt netværk.

Du viser, at du holder dig fagligt opdateret.

Hold liv i din profil

Sørg for, at din profil er opdateret med dine nyeste kompetencer, vær aktiv og bidrag på LinkedIn. Du kan være aktiv i grupper og følge relevante personer, sider og organisationer, eller ved at kommentere på opslag fra dit LinkedIn-netværk. Hvis du er synlig og aktiv på LinkedIn, er sandsynligheden for, at andre får øje på dig, meget større. Du kan også skrive artikler indenfor din industri og din branche, dele dine tanker og erfaringer.

Marker din faglighed og dine resultater gennem ’share an update’

Du har mulighed for at synliggøre din faglighed og dine resultater over for dit netværk ved løbende gennem din karriere at lave en update under ”Share an article, photo or update”. Fortæl hvilke opgaver og projekter, du har i gang, og hvilke resultater du opnår. I dine grupper handler det om at dele viden, give inspiration og gode råd efter motto’et; Giv uden at forvent noget igen. Du skal dele, fordi du er engageret og mener, at det er relevant for dit netværk.

Spam ikke dit netværk

LinkedIn er først og fremmest et netværk, så du behøver ikke have hemmeligheder for dine kontakter – heller ikke dine kolleger og ledere. Men er du i gang med en større sanering af din profil, er det en god idé at skjule aktiviteten i processen, så netværket ikke får hver en lille ændring ud i update-torsdagsmailen fra LinkedIn. Gå ind under ”Account & settings” (det lille billede i højre top) under ”Privacy & settings” og slå det fra under ”Turn off your activity broadcasts”. Så får dit netværk ikke opdateringer om, hvad du er i gang med. De vil fortsat kunne se dine ‘updates’.