Råd fra eksperten: Skriv på LinkedIn, at du er blevet fyret

Du skal ikke være bange for at skrive på LinkedIn, at du er blevet fyret. For mange job bliver besat via netværk – og netværket kan ikke hjælpe dig, hvis de ikke ved, at du er jobsøgende.

Lise Dan er karriererådgiver i IDA.

"Ser det for mærkeligt ud at skrive, at jeg er jobsøgende på min LinkedIn profil?" Svaret er et rungende nej, for det er ofte i dit netværk, at jobmulighederne opstår.

I dag er det ingen skam at blive fyret. Det handler jo ikke om, at du har taget af kassen. Hen mod slutningen af året er det normalt, at virksomhederne konsoliderer sig og tilpasser organisationen til konjunkturerne i markedet. Virksomhederne skal bevise overfor aktionærerne, at de kan tjene penge.

Så drop alle tanker om, at det er pinligt eller stiller dig ringere, fordi du er overbevist om, at virksomhederne heller vil ansætte dem, der allerede er i job.

Skriv det under dit navn

Du skal skrive direkte under dit navn – der hvor du normalt ville skrive din nuværende stilling – at du er jobsøgende.

Her har du faktisk 120 anslag og kan skrive din uddannelse, titel, med fokus på dit speciale og hvad du kan levere. Hvad er det du kan bidrage med? Hvor har du rettet dit fokus hen? Du skal øve dig lidt, for at få det vigtigste ned på de 120 anslag.

Sætningen kunne så sådan her ud:

”MSc EE søger nye udfordringer, speciale i Service Delivery Management, fokus på System Management og SLA, bidrager til optimale kundeløsninger.”

Der er også mange, der skriver alle deres kompetencer i feltet: konstruktion | styrkeberegninger | med videre. Alt efter om din profil er på engelsk eller dansk skal du skrive i det pågældende sprog.

Brug netværket aktivt

Du kommer dog ikke udenom at netværke fysisk med folk i dit netværk. Her skal du fortælle, at du søger nye udfordringer – uden at sige, at du skal bruge dem i selve jobsøgningen. Du kan sige, at du er ved at planlægge dit næste karrieretræk og har brug for en snak med vedkommende.

At bruge sit netværk er jo ikke det samme som, at du søger et job hos dem du kontakter eller mødes med. Du søger viden, informationer og gode råd til, hvordan du kan bringe dig selv tættere på et nyt job. Husk samtidig, at du som en god netværker altid skal spørge: ”Og hvad kan jeg så gøre for dig?”

Det usynlige jobmarked

Du skal skrive, at du søger nye udfordringer, fordi du kommer længst med den ærlige henvendelse.

Du skal tænke i, at der er det synlige og det usynlige jobmarked. Det usynlige jobmarked er i dit netværk. Jobmarkedet er så dynamisk og konjunkturerne skifter. Ballisagers rekrutteringsanalyse fra 2016 viser, at 42 procent brugte LinkedIn ved deres seneste ansættelse – og i store private virksomheder er det 57 procent, der brugte LinkedIn.

Samme undersøgelse viser også, at 95 procent af virksomhederne tjekker referencer på kommende medarbejdere – og 67 procent af virksomhederne researcher en kommende medarbejder på LinkedIn. Og 58 procent af virksomhederne brugte netværket i deres seneste ansættelse. Her er det de små private virksomheder, der er topscorere med 68 procent.

Afklar dine karriereønsker med en karrieresamtale

Brug IDA, når du vil have hjælp til at udforme din egen karriereplan og vælge karriereretning.

Som medlem af IDA har du mulighed for 1 karrieresamtale hvert halve år. 

Book din karrieresamtale