22.02.2018
3 min læsetid

Så vigtigt er billedet på dit CV

Et foto på dit CV bliver som udgangspunkt modtaget positivt, hvis billedet er i god kvalitet og matcher den arbejdsplads, du søger. Men har du personlige grunde til at fravælge et foto, kommer du ikke nødvendigvis bag i køen.

Charlotte Holst

af Charlotte Holst

I Danmark er det normalt at sætte et portrætbillede ved sit CV, og det opfattes som positivt af et stort flertal af arbejdsgivere, at de får lov at ”møde dig” som kandidat. Det skal dog være det rigtige billede. Og så er det værd at huske, at du ikke nødvendigvis skader din sag, hvis du fravælger foto.

Her får du nogle input fra IDA’s karriererådgivere.

Fordele

”Når vi for første gang møder et andet menneske – enten ved at se et foto eller står over for vedkommende - danner vi os lynhurtigt og ubevidst et indtryk af personen. Har man set et godt billede af en ansøger, ligger det som fundamentet for en kommende samtale, og man er et skridt foran.”

”Med et foto får du skabt et billede i hovedet på dem, der skal ansætte. Hvis man nu er virkelig dårlig til at huske navne, kan man ofte huske folks ansigter, i stedet. Der er skabt en genkendelighed. Det er positivt, og det kan også være rart for den, der måske skal hente dig i receptionen.”

”På det faglige område vil du ofte ligne alle de andre ansøgere. Dér hvor du har en chance for at skille dig ud og blive husket er via et godt foto og så i et afsnit om fritidsinteresser. Det er den slags, man husker, hvis der er en større bunke ansøgere, man skal igennem.”

Faldgruber

”Det kan give bagslag, hvis billedet repræsenterer andet, end det modtageren forventede. Måske er du for stylet eller alt for stiv i påklædningen med slips og jakke. Eller måske er du for afslappet i forhold til arbejdspladsen. Husk at du på billedet skal se ud, som man gerne vil møde dig til jobsamtalen.”

”Hvis billedet er klippet ud af et foto fra en fest, eller en ferie på Ibiza, sender du de forkerte signaler. Det er fritidsrelateret, og det virker uprofessionelt. Du skal heller ikke sidde med solbriller i panden, kasket eller hættetrøje. Slet ikke hvis det eksempelvis er et Mærsk-job, du søger. Er det et job i en start-up, kan looket måske godt være mere afslappet.” 

”Hvis det første indtryk et menneske får af dig, er negativt eller forstyrrende på en eller anden måde, vil det ligge som en underliggende tone. Derfor er det vigtigt, du er så neutral som muligt. Du må godt tiltrække opmærksomhed, men ikke så meget, at man begynder at tænke over – eller diskutere – mønstret på din skjorte, farven på dit hår eller andet.”

CV-assistenten

CV-assistenten, som er et værktøj, der hjælper dig med at strukturere dit CV.

Log på Mit IDA og Prøv CV-assistenten

Sådan gør du

”Du skal bruge et ordentligt billede. Det vil sige, ikke et foto, der er taget op af en kollegievæg eller, hvor det roder i baggrunden. Tænk også over lyset. Ofte vil du måske kunne bruge billedet fra din LinkedIn-profil. Husk at smile – det virker godt, især hvis smilet når øjnene, men du skal ikke flække af grin.”

”Sørg for, at billedet er i en god opløsning, at lyset er i orden, og at det ikke er taget alt for tæt på dig. Det skal sidde i øverste højre hjørne på dit CV, og ikke være for stort. Et stort foto sender forkerte signaler om et måske lidt for stort ego. Billedet fungerer som supplement til alle dine faglige kvaliteter, men er ikke det centrale."

”Billedet skal passe ind i det miljø, hvor du søger job. Tag et tjek på virksomhedens hjemmeside: hvordan ser de ud? Klæd dig i samme stil. Søger du job som marinebiolog, hvor du skal være meget ude i felten, eller skal du arbejde i et laboratorium, kan du godt klæde dig efter det. Men det er vigtigt, at man kan se dig ordentligt.”

Til dig der ikke vil vise foto

”Hvis du af en eller anden grund er bekymret for, om du – ved at sende foto med – skader dine chancer for at komme til samtale, så lad være. Det bliver ikke opfattet som negativt ikke at sætte et billede på, og hvis du tror, det kan skygge for, hvad du har at byde på rent fagligt, så drop det.”

Artiklen er baseret på input fra tre af IDA’s karriererådgivere: Sanne Mattebjerg, Morten Esmann og Jeanette Svendsen.

Få feedback på dit CV

Synes du, det er svært at knække koden til at skrive det gode CV? Send dit CV ind til IDAs karriererådgivere, og få personlig feedback på det.

Log ind og kontakt vores karriererådgivere

Tilmeld dig Det Gode Arbejdsliv

Få artikler og gode råd til, hvordan du skaber et bedre arbejdsliv. Nyhedsbrevet er for dig, der arbejder som højtuddannet vidensarbejder.
  • Arbejdsvilkår
  • Gode råd
  • Trivsel
Tilmeld dig nyhedsbrevLæs seneste nyhedsbreve her