Book en karrieresamtale

Som færdiguddannet og medlem af IDA har du mulighed for at få en samtale med en karriererådgiver. Vores konsulenter vil hjælpe dig med dine nuværende udfordringer samt at afdække dine kompetencer, styrker og ønsker.

 

Sådan hjælper en samtale

Som færdiguddannet IDA-medlem har du mulighed for at få en karrieresamtale af ca. 1 times varighed hvert halve år, hvor du og dine udfordringer i arbejdslivet er i fokus. 

Vores karrierekonsulenter kan fx hjælpe dig med at drøfte dine nuværende udfordringer i dit job samt at afdække dine kompetencer, styrker og ønsker - ting som kan være usynlige for én selv, men som kan have stor betydning for ens nuværende og fremtidig arbejdsliv.

Gennem en karrieresamtale kan du få fokus på at komme i en tilfredsstillende arbejdssituation og øge både din markedsværdi og dine handlemuligheder på et jobmarked der konstant udvikler sig.

 

Sådan forbereder du dig til en karrieresamtale

Der kan være mange årsager til, at du ønsker at tale med en karriererådgiver. Måske har du brug for sparring til at udvikle dig i dit arbejde, blive bedre til at tackle konkrete udfordringer på jobbet, hjælp til jobsøgningen eller noget helt andet.

Når du booker en karrieresamtale, beder vi dig først og fremmest om en kort beskrivelse af, hvorfor du ønsker karriererådgivning. Det er derfor vigtigt, at du allerede her kan sætte nogle ord på, hvad du gerne vil have vores hjælp til. Du må også meget gerne være konkret i forhold til, hvad du forventer af rådgiveren.

Inden karrieresamtalen vil du modtage lidt materiale, som du skal forberede dig på inden mødet. Materialet kan være af forskellig karakter afhængig af samtalens indhold. Det kan være artikler, du skal læse, en situation du skal reflektere over eller en opgave du skal løse.

Det er vigtigt, at du forud for samtalen sætter noget tid af til forberedelse. Du vil også blive bedt om at sende en kopi af dit CV - også selvom samtalen ikke handler om jobsøgning. På den måde kan vores rådgiver forberede sig bedst muligt.

Vær opmærksom på: Tilbuddet gælder kun for dem, der har færdiggjort deres uddannelse.

 

Få overblik over din karriere

Når du overvejer din karriere, kan det være en udfordring at få styr på alle facetterne. Her har vi systematiseret nogle af de mange spørgsmål, som er værd at stille, når du skal arbejde med din karriere:

  • Er du engageret i de opgaver, du løser for tiden?
  • Synes du, at du udvikler dig i den rigtige retning?
  • Føler du, at dine kvalifikationer påskønnes?
  • Gør du selv nok for at videreuddanne dig?
  • Hvor vil du gerne være om 3 år?
  • Er du stolt af dit aktuelle arbejde?
  • Hvad er dine personlige styrker? Svagheder?
  • Hvornår har du sidst taget initiativ til at tale med din chef (hvis du har en) om din situation i virksomheden?

De spørgsmål, vi stiller til vores arbejdsliv, kan deles i tre hovedkategorier:

  • Omgivelserne, virksomhed / organisation, afdeling, kolleger, kunder og andre eksterne samarbejdsparter
  • Dine faglige kompetencer
  • Dine personlige talenter og styrker

Til hver af de 3 kategorier hører et værktøj, som du kan bruge som støtte i dine overvejelser. Hvis du har en aftale med en af vores karriererådgivere, kan I aftale at du forbereder dig ved at bruge et eller flere af værktøjerne.

  • Situationsanalysen: et værktøj kan anvende for at danne dig et hurtigt overblik over din situation.
  • Kompetenceprofilen og Kompetenceprofil for nyuddannede: word-dokument, der hjælper dig med at systematisere dine faglige færdigheder.
  • Styrketesten: en test, der hjælper dig med at finde dine personlige styrker, udarbejdet af det amerikanske firma Via Survey. Den kan tages på deres hjemmeside gratis og kan også tages på dansk.