Brud på en klausul

Tager du et arbejde, som en klausul i kontrakten med din tidligere arbejdsgiver afgrænser dig fra, kan det få konsekvenser.

 

Fogedforbud

Din tidligere arbejdsgiver kan anmode om fogedforbud

Din tidligere arbejdsgiver kan bede fogedretten om at forbyde dig at have beskæftigelse i strid med klausulen. Hvis fogedretten nedlægger et sådant ”fogedforbud”, skal du øjeblikkelig fratræde din stilling.

Konsekvens af fogedforbudet 

Et fogedforbud betyder, at du ikke må foretage dig noget, der strider mod forbudet.

Hvis du bryder en aftalt konkurrenceklausul eller kundeklausul, kan virksomheden bede fogedretten om at forbyde dig at have beskæftigelse i strid med klausulen.

Hvis fogedforbudet bliver nedlagt, kan du ikke være ansat hos din nye arbejdsgiver, men skal fratræde din stilling øjeblikkeligt.

Arbejde under fogedforbuddet

Et fogedforbud skal virksomheden altid følge op, ved inden for 2 uger at have udtaget en stævning mod dig for at få en almindelig domstol til at foretage en mere grundig behandling af sagen.

Under retssagen 

I den periode, hvor retssagen kører, må du ikke udføre den virksomhed, der strider mod fogedforbudet.

Sikkerhed under sagens forløb

I mange klausuler er det aftalt, at fogedforbud kan nedlægges, uden at virksomheden skal stille sikkerhed. En sådan aftale er retten dog ikke bundet af.

Bankgaranti

Det sædvanlige er, at retten beder virksomheden om at stille en sikkerhed (ofte bankgaranti) der mindst svarer til den løn du ville have tjent i den periode, hvor du er forpligtet af fogedforbudet.

Få dækket dit tab

Formålet er, at du kan få dækket dit tab, hvis den egentlige retssag viser, at fogedforbudet ikke burde være nedlagt.

 

Få overblik over klausulreglerne

Her kan du få det fulde overblik over dine rettigheder og pligter, uanset hvilken klausul du har underskrevet. Bemærk dog, at vejledningen kun gælder klausuler efter 2016.

Se vejledningen til alle ansættelsesklausuler

 

Konventionalbod

En konventionalbod er et beløb du skal betale til din gamle arbejdsgiver, hvis du ikke overholder den aftalte klausul.

Betaling af konventionalboden skal indgå i din kontrakt

Konventionalboden skal du kun betale, hvis det på forhånd er aftalt i kontrakten, at du skal betale konventionalboden, hvis du overtræder klausulen.

En konventionalbod er ikke afhængig af, om virksomheden har lidt et økonomisk tab i forbindelse med, at du har overtrådt klausulen.

Hvis sagen kommer for en domstol

Har du overtrådt klausulen, skal du betale den aftalte bod. Hvis du ikke vil betale konventionalboden, må virksomheden anlægge en retssag mod dig. Hvis domstolen når frem til, at du har overtrådt klausulen, vil den formentlig bestemme, at du skal betale konventionalboden.

Nedsættelse af boden

Domstolen har mulighed for i nogle sager at nedsætte boden, hvis den mener, at boden er urimelig høj.

I praksis har domstolen nedsat konventionalboden, hvis den har været meget høj eller hvis der har været formildende omstændigheder til stede. Men i andre sager, er boden ikke blevet nedsat.

Ingen fradragsret

Du skal være opmærksom på, at der ikke er fradragsret for en konventionalbod du har betalt. Boden skal du betale af beskattede penge.