28.05.2019
5 min læsetid

7 trin til at lede et succesfuldt tværgående samarbejde

At samarbejde og tænke andres mål ind i dine strategier er ikke gjort på nul komma fem. Men det er en værdifuld kilde til at skabe og repræsentere en virksomhed, der ikke består af siloer, men tænker på tværs og opnår det fulde ressource-udbytte.

IDA Learning

af IDA Learning

Du tænker måske, at topledelsen skal skabe de rette rammer for, at du kan arbejde på en anden måde. Men selvom den øverste ledelse uden tvivl er en hjælpende hånd, når det kommer til tværgående ledelse og samarbejde, behøver du ikke stå magtesløs tilbage.

Måske står du netop dér magtesløs lige nu og ved ikke, hvordan du skal komme i gang med at lede på tværs … altså, i praksis og med effektive processer og resultater som udbytte. Uden konflikter, men med god stemning og et samarbejde, hvor 1+1 giver mere end 2.

Konflikter kan du nok ikke undgå helt og aldeles. Men de vil være det værd. For det lille ’regnestykke’ ovenfor kan du godt regne med som udbytte. Sørg for at bevise det for din virksomhed.

Her får du 7 trin til at lede på tværs

1) Det grundlæggende trin - tag fat i topledelsen
Vi ved det godt. Det var det, vi lige frarådte dig at fokusere for meget på. Men at tage fat i den øverste ledelse er selvfølgelig den bedste start, hvis du ikke allerede har gjort det.

Tværgående ledelse og samarbejde bliver lettere, hvis det understøttes af hele organisationen, og topledelsen er kontraproduktive – især i tilfælde, hvor flere afdelingers bærende mål går i modsatte retninger. Og herfra er der så flere trin, du kan følge, hvad enten topledelsen er med på ændringen eller ej.

2) Say yes to the mess
Kender du vendingen? Virksomhedslederen, Frank J. Barrett, som også er jazzpianist, skriver i sin bog ’Yes to the mess’, at ledere bør lade sig inspirere af jazzmusikeres mentalitet, som ifølge ham kan være vigtig for en effektiv ledelse.

Jazzmusikere kobler sig på hinanden, de er optimistiske, skaber plads til samspil og griber mulighederne, når de opstår. Det er et mindset, du som leder kan påtage dig og dermed ikke nøjes med at kigge ned i dit eget, men i stedet at søge samarbejder og tilpasse dig for at gøre mere for forretningen.

3) Ræk ud til de andre ledere
Du skal sørge for hyppigt at være i dialog med dem, du er uenige med. Tag derfor initiativet til, at der indføres faste møder, hvor I debatterer om løst og fast – også selvom visse af de forskellige lederes faglige områder kan være i øst og vest.

Ps. Sørg også for at styrke det sociale sammenhold med de andre ledere … ingen siger, kreative idéer og lysten til at samarbejde er nødt til at opstå i et mødelokale på jobbet.

4) Tænk de andres mål ind i egne mål og strategier
Ved at tænke de andre afdelingers mål ind i dine egne projekter, vil du aktivt bidrage til et tværgående lederskab og en synergi i hele virksomheden. Ved selv at arbejde sådan og at opfordre til, at alle tænker andres mål ind i sine egne, vil der opstå en større forståelse, interesse og respekt for hinandens fagområder og bidrag.

Og så vil I samtidig repræsentere en virksomhed, der ikke er bygget op om siloer, men som arbejder i fælleskab og står stærkere sådan.

Psst … det sammenhængende udtryk vil dine kunder også takke dig for.

5) Husk, at flere fagligheder mødes
Du er nået til møderne med de andre afdelinger og samarbejdspartnere fra virksomheden … Men It taler koder, Kommunikation taler bogstaver, og Økonomi taler tal.

Det er uundgåeligt, at forskellige ’sprog’, udfordringer og afdelingskulturer mødes. Her kræver det, at du er en god procesleder, der tvinger dig selv til at prøve at forstå de andre i samarbejdet og arbejder efter en fælles forståelse, som måske tager tid og kræver ’oversættelse’.

6) Tag hensyn, hvis du vil samarbejde
Vær også opmærksom på, at andre måske ikke har det mindset, du har, og at der er flere mål og forskellige bekymringer fra afdeling til afdeling med den kultur, der nu hersker der. Spørg derfor til, hvad der er af bekymringer og behov, og tænk altså ikke ene og alene i fælles mål. Dem når I nemlig først, hvis alle parter føler sig hørt.

7) Tænk i små sejre
Og husk så, at I ikke behøver at have en 2-års-plan klar, når I forlader mødelokalet. Det kan være en proces, der rækker to måneder frem. Det vil desuden være en langt mere produktiv vej, hvor I lettere kan følge op på konkrete resultater og jeres nye arbejdsgange.

Er du nysgerrig efter at vide, hvor meget andet du kan sikre dig med tværgående ledelse? Og selv opnå det tværgående samarbejde, der giver jer bedre resultater og samtidig styrker jeres image?

IDAs kursus: Ledelse på tværs af organisationen får du redskaberne til at tænke tværgående mål ind i dine arbejdsgange og får derigennem en mere sammenhængende arbejdsplads, der er til gavn for jeres resultater, trivsel og det signal, I sender jeres kunder og interessenter.

Kursus: Ledelse på tværs af organisationen

Vil du opnå det tværgående samarbejde, der giver jer bedre resultater og samtidig styrker jeres image?

Læs mere her om kurset Ledelse på tværs af organisationen.