Råd fra eksperten: Forbered dig på lønforhandingen

Lønforhandling handler om forberedelse. Om at kende dine styrker og gode resultater til bunds og have evne, vilje og lyst til at fortælle om dem.

Camilla Fenger Roed er forhandlingschef i afdelingen Rådgivning Offentlig i IDA.

De fleste tænker ikke over det, men i virkeligheden er hver dag en forhandlingssituation. Hvis du løbende sørger for at gøre opmærksom på dine succeser ved for eksempel at sende mailen med de gode evalueringer på dit projekt eller rosen fra den eksterne samarbejdspartner videre til din chef, skaber du et solidt fundament for lønforhandlingerne. 

Vær velforberedt til forhandlingen 

Inden du går til ind til lønforhandlingen, skal du forberede dig grundigt og gøre dig klart, hvad du er værd. Du kan kigge på lønstatistikkerne for dit fag og din branche. Ligesom du skal gøre det klart, hvad du vil fremhæve ved din egen indsats. Har virksomheden vækstet på grund af din indsats? Er der andre dele af organisationen, der profiterer af dit arbejde? Har du taget ansvaret for større projekter? Har du taget en efteruddannelse, der har givet dig brugbare nye kompetencer? 

Du kan også tale med kolleger og venner om, hvad der er et realistisk niveau baseret på virksomhedens økonomi og strategier for fremtiden. Du kan for eksempel ikke forvente en høj lønstigning, hvis der lige har været en stor fyringsrunde. 

Du skal ikke sammenligne dig med andre 

Det er fristende at sige, at Ursula på 3. sal får 5.000 kroner mere i løn om måneden end dig, selvom du synes, at din indsats er bedre. Men det giver sjældent pote at nedgøre andre. Fokus skal altid være på din egen indsats, for de fleste chefer vil alligevel aldrig gå ind og diskutere andre medarbejderes indsats og lønniveau. 

Kom med et ambitiøst og realistisk udspil 

Det er vigtigt, at du kommer med et ambitiøst og realistisk lønudspil. Ambitiøst, så der er noget at give af – og realistisk, så ledelsen kan komme dig i møde. Hvis du kommer med en lønudspil, hvor du forventer 10.000 kroner ekstra om måneden, så vil chefen nok kigge på dig, som om du var faldet ned fra månen. Men samtidig skal du ikke være så selvudslettende, så det virker som om, du ikke selv tror på dig selv. 

Det handler om at have fornemmelse for, hvor virksomheden er. Er det en offentlig virksomhed, hvor den samlede lønpulje er på 10.000 kroner, skal man jo ramme et niveau, som ledelsen har chance for at honorere. 

Forvent modstand og stå fast 

Du må ikke lade dig slå ud, hvis du møder modstand under lønforhandlingen. Hvis chefen siger, at din løn svarer til din indsats, skal du have et modsvar parat. Du skal argumentere for, at du mener, at du fortjener mere i løn, og derefter finder du hurtigt ud af, om chefens afvisning skyldes, at niveauet skal lidt eller, eller om du er spillet helt af banen. 

Find alternativer  

Kan du ikke få ekstra i lønningsposen, så kan du alternativt tænke på ferie, telefon, parkeringsplads, avis, efteruddannelse eller noget helt andet som supplement til lønnen. 

Lyt og find fælles fodslag 

Kunsten er, at du under en lønforhandling skal lytte til, hvad chefen siger. På den måde kan du fornemme om der er mulighed for, at I kan nå til enighed. Det er ærgerligt at komme til at acceptere mindre i løn, fordi I taler ved siden af hinanden, så sørg for at stille spørgsmål, så du kan få uddybet det, du ikke forstår. 

Vær konstruktiv og fattet  

Uanset hvor skuffet du er over resultatet af lønforhandlingen, skal du bevare hovedet koldt og være konstruktiv. Det nytter ikke noget at bebrejde chefen eller at udvise et alt for negativt kropssprog, for det kan skabe dårlig stemning efterfølgende. 

Tænk fremad 

Du må acceptere, at du ikke får mere i løn, men du skal spørge ind til, hvordan du så kommer i betragtning til næste lønforhandling. Hvad skal du gøre mere eller mindre af? De fleste lønforhandlinger ender med en form for kompromis, og det vigtigste er, I begge har en følelse af, at aftalen er rimelig.