Besøg IDAs andre hjemmesider

Er du i første job og i tvivl?

Bare rolig, det er helt normalt at tvivle på sig selv i det første job og som nyuddannet. Her er de 4 mest almindelige tvivlsspørgsmål – og svar på, hvordan du kan håndtere dem.

Første job

Tvivlsspørgsmål i første job

Det er helt normalt at tvivle på sig selv, når man er ny på arbejdsmarkedet. For forventninger og virkelighed svarer ikke altid til hinanden. I artiklen her får du svar på nogle af de overvejelser, rigtig mange nyuddannede går rundt med.

 

1 Gør jeg det godt nok?

Det er ikke nødvendigvis noget, du selv kan svarer på. Det kan derfor være en rigtig god idé at få en snak med din nærmeste leder om, hvad du gør godt, hvad du skal have lidt mere fokus på, og hvor du måske skal læres yderligere op. Du kan foreslå din chef, at I holder statusmøder fx hver måned og får en konstruktiv snak om disse ting.

 

2 Hvad er forventningerne til mig?

Det finder du kun ud af ved at spørge. Det er umuligt at gætte sig til, hvad der forventes af en. Særligt i et første job, hvor alt er nyt. Hvis du ikke er 100 % klar over, hvad der forventes af dig, så tal med din chef og bliv klogere. I denne snak vil du også få afklaret, om du har rigtige og realistiske forventninger til dig selv i opgaveløsningen.

Vær helt konkret i forventningsafstemningen; skal denne opgave laves til perfektion eller er 80 % godt nok? Spørg ind undervejs i din opgaveløsning, om det var noget i den stil, din chef forventer eller om han/hun havde tænkt noget andet.

På den mere lavpraktiske del er det godt at huske, at selv chefer sætter kaffe over, når kanden er tom – og du skal selvfølgelig stadig give en hånd med de praktiske ting på kontoret, selvom du ikke er studentermedhjælper mere.

 

3 Er mine opgaver spændende nok? Er jeg på vej i den rigtige retning?

Disse spørgsmål bør man stille sig selv en gang om året. Hvis svaret er nej til begge dele, så er det tid til at tale med chefen om at få andre arbejdsopgaver – og hvis det ikke er muligt, så er dette måske tid til at skifte job. Det er dig, der skal identificere, om du trives i dit job, og det er dig, der skal tage handling, hvis du ikke gør.

Første stop vil altid være at med din chef om mulighederne for at ændre på noget. Det kan være grænseoverskridende og måske endda føles som et nederlag at sige at du ikke trives, men det er den eneste måde du lærer at være ærlig på en konstruktiv og faglig facon – og vi kan garantere, at du skal gøre det flere gange i din karriere, så få de gode vaner og øv dig allerede nu.

 

4 Hvordan siger jeg nej til opgaver?

Hvis du har for mange opgaver og synes, at du sidder længere på kontoret end dine kollegaer, så er det på tide, at du tager en snak med din nærmeste leder og får hjælp til at prioritere opgaverne – og måske får nogle af dem fjernet.

Det er vigtigt, at du, hvis du har for meget, og får tildelt en ny opgave, siger noget i stil med, at du – hvis du skal lave den nye opgave – skal have din chef til at hjælpe dig med at prioritere. Det er helt naturligt, og det er dit ansvar at gøre opmærksom på en for stor arbejdsbyrde – samtidig skal du huske, at du ikke nødvendigvis har den indsigt det kræves, for at prioritere opgaverne på den måde, der er vigtigst for virksomheden her og nu, men det har din chef.

Podcast: Mit første job

Mød Ida, der tager en stilling, som ikke ligefrem er hendes drømmestilling. Hvordan finder man motivationen til at arbejde i et ikke-drømmejob? Er hendes fordomme om at arbejde i kommunen sande? Og hvordan kan man alligevel få en masse vigtig erfaring med videre?

Hør Idas fortælling og få gode råd til at finde motivationen i et ikke-drømmejob og til at håndtere stress efter 3 måneders ansættelse

 

Relateret indhold
I tvivl om du gør det godt nok eller hvad forventningerne til dig er?