Hvis du bliver fyret

Er du blevet opsagt, eller frygter du at blive det, så ring til IDA. Vi sikrer, at dine rettigheder i forhold til lovgivningen samt din ansættelseskontrakt og overenskomst bliver overholdt.

 

Opsigelsen

En opsigelse gælder fra det tidspunkt, den når frem til modtageren. Sender arbejdsgiveren opsigelsen med almindelig post eller rekommanderet brev, er vedkommende berettiget til at gå ud fra, at den når frem dagen efter afsendelsen, uanset om du læser opsigelsen eller ej. 

Dette udgangspunkt kan fraviges under helt særlige omstændigheder. Det kan for eksempel være, at arbejdgiveren godt er klar over, at du er bortrejst i forbindelse med dit job på det pågældende tidspunkt. 

 

Opsigelse af privatansatte

Er du privat ansat kan opsigelsen fra arbejdsgiveren være både mundtlig og skriftlig, men for at undgå uenighed om, hvornår opsigelsen er blevet afgivet, vil de fleste arbejdsgivere vælge at lave en skriftlig opsigelse. 

Der er ingen krav til indholdet af opsigelsen, bortset fra at det klart og utvetydigt skal fremgå, at du er opsagt og skal fratræde din stilling efter et tidsrum, der som minimum svarer til dit opsigelsesvarsel. Derudover kan du kræve at få en skriftlig begrundelse for opsigelsen. 

 

Opsigelse af offentligt ansatte

Er du offentligt ansat, skal opsigelsen være skriftlig og indeholde en utvetydig tilkendegivelse om, at du er opsagt. 

Du skal samtidig have en skriftlig begrundelse for opsigelsen. Denne skal henvise til de relevante regler og angive årsagen til opsigelsen. Du har derudover som offentligt ansat ret til partshøring. Det vil sige, at du kan udtale dig skriftligt om grundlaget for opsigelsen. 

 

Usaglig opsigelse

Er du blevet opsagt med en begrundelse, du ikke mener er reel, eller af andre årsager er uenig i, bør du overveje, om opsigelsen er usaglig.

Hvis det er tilfældigt, kan du have ret til en økonomisk godtgørelse, særligt hvis du har været ansat i længere tid. 

Din anciennitet afgør, hvor lang tids opsigelsesvarsel du har:

  • Ansat i 0-6 måneder: 1 måned (opsigelse skal være meddelt inden udløbet af 5. ansættelsesmåned)
  • Ansat i 6 måneder-3 år: 3 måneder (opsigelse skal være meddelt inden udløbet af 2 år og 9 måneders ansættelse) 
  • Ansat i 3-6 år: 4 måneder (opsigelse skal være meddelt inden udløbet af 5 år og 8 måneders ansættelse) 
  • Ansat i 6 år - 9 år: 5 måneder (opsigelse skal være meddelt inden udløbet af 8 år og 7 måneders ansættelse)
  • Ansat i mere end 9 år: 6 måneder (opsigelse meddelt efter mere end 8 år og 7 måneders ansættelse) 

Undtagelser 

Hvis der er aftalt et gensidigt forlænget opsigelsesvarsel i ansættelseskontrakten, skal arbejdsgiveren i så fald respektere det. 
Er du ansat med prøvetid, er arbejdsgiverens normale varsel 14 dage, hvis du siges op og fratræder inden udløbet af prøvetiden. 

Hvis du har været syg i 120 dage inden for de seneste 12 måneder, kan varslet nedsættes til én måned. Det forudsætter dog både, at du er privat ansat, at du er syg på opsigelsestidspunktet, at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, samt at det i kontrakten er aftalt, at reglen om 120 sygedage finder anvendelse. 

Er du tjenestemand, kan du siges op med 3 måneders varsel, uanset ansættelsestidens længde. 
Vær opmærksom på, at der gælder særlige regler i tilfælde af midlertidig ansættelse under 3 måneder.