Opsagt som tjenestemand

Hvis du er tjenestemand, skal du være opmærksom på de særlige regler, der gælder for dig, uanset om du bliver opsagt eller selv ønsker at fratræde.

 

Fratræder du selv

Ønsker du at fratræde din stilling, skal du søge din afsked med 3 måneders varsel til udgangen af en måned. 

For prøveansatte gælder kortere opsigelsesvarsel: i de første 6 (3?) måneders prøveansættelse kan du forlange dig afskediget med 14 dages varsel til udgangen af en måned i den resterende del af prøvetiden kan du forlange dig afskediget med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. 

 

Uansøgt afskedigelse

Du kan blive afskediget uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned, og det er ikke nogen betingelse, at du har gjort dig skyldig i en tjenesteforseelse. 

Bliver du afskediget på grund af en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, kan opsigelsen ske med et kortere varsel end de 3 måneder.  

Procedureregler for uansøgt afsked 

Som en beskyttelsesregel mod vilkårlige opsigelser, er det fastsat, at såvel du som IDA skal have adgang til at udtale sig, inden der træffes en beslutning om afskedigelse. 

Eksempel på proceduren ved uansøgt afsked 

Et tænkt eksempel er, at en kommunes økonomiudvalg indstiller tjenestemandens afskedigelse til kommunalbestyrelsen. Umiddelbart efter økonomiudvalgets beslutning bliver tjenestemanden og IDA underettet.  

Tjenestemanden og IDA har inden en angiven frist mulighed for at ytre sig skriftligt og for at drøfte sagen med repræsentanter for kommunen, før kommunalbestyelsen behandler sagen. Tjenestemandens og IDAs synspunkter skal indgå i grundlaget for kommunalbestyrelsens vurdering af indstillingen om uansøgt afsked. 

 

Tjenesteforseelser og diskretionære forhold

Procedurereglerne er forskellige, hvis der er tale om uansøgt afsked på baggrund af enten tjenesteforseelser eller diskretionære forhold 

Medmindre forseelsen er fastslået ved dom, kan du ikke afskediges på grund af en tjenesteforseelse, før der er afholdt tjenstligt forhør. 

Kan du ikke opfylde de krav, der stilles af ansættelsesmyndigheden med hensyn til egnethed (duelighed) eller samarbejdsevne, foreligger der ikke en tjenesteforseelse. 

Den eneste sikkerhed du har mod afskedigelse af disse diskretionære årsager, er forskrifterne om udtaleret for dig og IDA samt retten til aktuel egenpension forudsat, at du har været tjenestemand i mindst 10 år. 

 

Økonomisk kompensation

Der er ingen facitliste for, hvordan en fratrædelsesordning skal se ud, da det i høj grad afhænger af de konkrete omstændigheder og sagens udfald. En tommelfingerregel er, at du kan få op til ét års løn (inkluderet løn i opsigelsesperioden) som kompensation.  

Aftaler I, at du har tjenestefrihed i opsigelsesperioden, kan du påtage dig et andet arbejde. Du skal dog være opmærksom på, at du bliver modregnet i løn og eventuel pension, hvis det er en anden offentlig stilling.  

 

Rådighedsløn

Får du ikke tilbudt en anden passende stilling, når din hidtidige stilling bliver nedlagt, bevarer du din sædvanlige løn i 3 år. Det vil sige, at du er berettiget til rådighedsløn. I de følgende situationer er du dog ikke berettiget til rådighedsløn:  

  • Du er prøveansat tjenestemand, og din stilling nedlægges. 
  • Du er fyldt 65-67 år, og din stilling nedlægges. 
  • På afskedstidspunktet er du ikke i stand til at overtage en anden passende stilling. 
  • Du er på rådighedsløn og bliver ansat i en ny tjenestemandsstilling. Sker dette, bliver din rådighedsløn inddraget.