Råd fra eksperten: Du må gerne doserer sandheden

Kan det forsvares at bøje sandheden over for sin chef eller sine kolleger? Det principielle svar er nej. Men hver dag på en arbejdsplads opstår der situationer, hvor vi skal opveje fordele og ulemper ved den fulde sandhed.

Jeanette Svendsen er karriererådgiver i IDA.

De fleste af os vil næppe tøve med at bedyre, at det rent moralsk er lodret forkert at lyve såvel over for vores nærmeste som på arbejdspladsen. Alligevel finder det sted hver eneste dag i alskens afskygninger fra de små og mellemstore forskønnelser af egne bedrifter over fordrejninger og bekvemme udeladelser til de ”hvide” og de notoriske løgne.

Vi kender det fra privatlivet, når hustruen, manden eller kæresten spørger, om hun eller han ser godt ud et dette antræk, og vi finder et bekræftende svar, der sikrer aftenfreden. På samme måde er kompromisløs ærlighed på arbejdspladsen langtfra fremmende for samarbejde, samvær og trivsel. 

Spørgsmålet er så, om det er forkert.  Der er forskel på at være ærlig og helt ærlig, og dén nuance er en forudsætning for, at vi kan omgås hinanden på en ordentlig måde.

Vælg dine kampe

Det kan være belastende for alle, hvis en medarbejder uafvendeligt lufter sin ærlige mening om alle beslutninger og arbejdsgange. Nok er der brug for kritisk tilkendegivelse, da også ja-hatten kan sidde så stramt, at ilttilførslen til hjernen bliver sparsom, men man skal vælge sine kampe med omhu.

For man skal ikke altid sige alt, man ved eller mener. Hvis man ikke har et filter, skaber det konstant konflikter, hvilket er mere til skade end gavn for relationerne. Man bør både for andres og for sin egen skyld vise samme hensyn, som man gør uden for arbejdspladsen. Det er en evig balancegang, som de fleste dog mestrer helt intuitivt.  

Undgå en direkte løgn

En decideret løgn bør dog altid undgås. Relationen lider uoprettelig skade, og har man først mistet sin grundlæggende troværdighed er tilliden for evigt gået fløjten, uagtet at man selv har fundet det nødvendigt og tilladeligt. Konsekvensen kan være en advarsel og i grelle tilfælde en opsigelse på stedet, skønt begrundelsen ofte pakkes ind i samarbejdsvanskeligheder, hvilket så er endnu en omskrivning.

Men fra uacceptabel løgn eller fortielse, bevæger vi os over i en gråzone med et væld af gradbøjninger.

Der kan nemlig godt være konsensus om den ”hvide løgn.” Det kan være, når man eksempelvis opfinder et håndværkerbesøg i hjemmet, fordi man skal til jobsamtale i arbejdstiden hos en anden arbejdsgiver. Det er også tilfældet i forbindelse med jobansøgninger og netop jobsamtaler, hvor man er stærkt selektiv i fremhævelsen af sine gunstige sider, og ingen forventes at skilte med deres fiaskoer. Her er udeladelser tilladt.

Ingen konfrontationer

Der er tilsyneladende konsensus om en vis økonomisering med sandheden, hvilket man kan udlede af en undersøgelse fra Sverige med deltagelse af 500 svenske chefer.  Et flertal af dem havde oplevet medarbejdere, der fordrejede en fremstilling og fremhævede egen indsats og fortjeneste på bekostning af andre. Det var heller ikke just et ukendt fænomen, at medarbejdere gav andre skylden for tilbagegang i strid med sandheden. 

Det bemærkelsesværdige var bare, at cheferne oplyste, at de sjældent tog en konfrontation med medarbejderne i forbindelse med den form for snyd men lod det passere. Der opstår altså en vis accept eller tolerancemargen fra begge sider. Vi skal huske på, at der ikke er noget galt i at sætte sig selv i et godt lys, når man vel at mærke har fortjent det. Men at pynte sig med lånte fjer er ikke vejen frem.

Tilmeld dig Det Gode Arbejdsliv

Få artikler og gode råd til, hvordan du skaber et bedre arbejdsliv. Nyhedsbrevet er for dig, der arbejder som højtuddannet vidensarbejder.
  • Arbejdsvilkår
  • Gode råd
  • Trivsel
Tilmeld dig nyhedsbrevLæs seneste nyhedsbreve her

Læs mere

Råd og karriere

Gode råd til din karriere og arbejdsliv

Vi har samlet alle vores gode råd, artikler samt regler om alt fra ferie til ansættelseskontrakt ét sted. På den måde kan du hurtigt og nemt betjene dig selv og finde svar på det, du leder efter.

Gå til Råd og Karriere