Råd fra eksperten: Bliv klar til MUS-samtalen

Selv om du har travlt med dine daglige opgaver og deadlines, er det en god idé, at du forbereder dig grundigt til MUS-samtalen. Det gælder nemlig din karriere.

Jeanette Svendsen er karriererådgiver hos IDA.

Mange frygter den årlige MUS-samtale, men du bør bruge den til at tage temperaturen på dit arbejdsliv og din karriere. I stedet for at gå i gang med forberedelserne dagen inden samtalen, bør du forberede dig 365 dage om året til din næste MUS-samtale.

Hvis du fører en logbog eller på anden måde jævnligt holder styr på dine job-resultater, så har du også et konstant fokus på din udvikling.

For mens vi i gamle dage talte vi om, at du havde en tryghed i ansættelsen, har det nu ændret sig til, at du skal have tryghed i din markedsværdi. Den sikrer du kun, hvis du hele tiden udvikler dig og holder dig relevant for arbejdsgiverne.

Få opgaver, der giver dig energi

Som en vigtig forberedelse til mødet bør du allerførst lave din egen styrkebaserede karriereplan. Det handler om, at du ser på, hvordan dine nuværende arbejdsopgaver fordeler sig.

De opgaver, som fremmer dine præstationer og som giver dig energi, bør fylde mindst 70-80 procent af din arbejdsdag. De tillærte opgaver, som dræner din energi, bør omvendt ikke fylde mere end 20-30 procent.

Overvej, hvordan din fordeling er i dag og hvad der skal til, for at du får den rette sammensætning, som sikrer din præstation og trivsel i jobbet.

Hvis du har svært ved at mærke efter og vurdere, hvilke opgaver du brænder for, så skal du bare se på din ’to-do-liste’. De opgaver, der giver dig energi, vil typisk være i toppens, mens de tillærte opgaver plejer at havne nederst i bunken.

Vær konstruktiv til samtalen

Har du for mange opgaver, som i virkeligheden dræner dig for energi, så sig det ved MUS-samtalen på en konstruktiv måde.

Kom med forslag til forbedringer, sådan at du får flere af de opgaver, som du brænder for – det er også til virksomhedens fordel, for det er jo netop her, at du yder dit allerbedste.

Måske handler det blot om, at du for eksempel får hjælp af en studentermedhjælper nogle timer. Måske kan nogle af de opgaver, du ikke brænder for, overdrages til en kollega, som vil elske dem.

Du skal dog være opmærksom på, at dig og din chef kan have forskelligrettede interesser: Hvor chefen ønsker at opkvalificere dig i dit nuværende job, er du måske i virkeligheden ved at udvikle dig ud af jobbet. Og han eller hun sidder måske og tænker, at du er svær at erstatte.

Her må du lave en plan, så både du og lederen er tryg ved, at du kan forlade den gamle rolle og få en ny rolle på en bæredygtig måde. Sørg for at argumentere ud fra virksomhedens strategi om, at der er brug for dine nye kompetencer, og peg gerne på sårbarheden i afdelingen, hvis du er den eneste, der kan løse dine opgaver.

Er dit job en bombe for karrieren?

Det er en tendens i øjeblikket, at der på de danske ingeniørarbejdspladser er kommet mere fokus på læring på jobbet.

Der er altså knap så mange eksterne kurser og certificeringer som tidligere, og det er også fint nok, hvis du laver det rigtige.

Men hvis du arbejder med emner, som du ikke brænder for, så bliver du altså lært op i noget, som du ikke har den store interesse for. På den måde kan dit job blive den største bombe for din karriere. Derfor er det vigtigt, at du forbereder dig og godt, og bruger MUS-samtalen til, at dit job bliver drejet i den rigtige retning.

 

Tag en snak om dine karriereønsker

Du kan booke en samtale med IDAs karriererådgivere om karriereønsker, tvivl og meget andet.

Book en samtale