Råd fra eksperten: Sådan forhandler du løn som introvert

Der er typisk fire barrierer, den introverte møder i lønforhandlingen. Læs her hvordan du overvinder dem.

Kenneth Carstensen er karriererådgiver i IDA.

Du kender det måske: det er tid til lønsamtaler, og du synes selv, du har fortjent noget ekstra, men du HADER at prale. Men faktisk er det ikke pral at gøre din chef opmærksom på, hvordan du hjælper med at få organisationen til at nå sine mål.

Måske var det dig, der fandt på, I skulle have en aktiv facebook-strategi, måske var det faktisk også dig, der fik øje for, at det var smartere at drive virksomhedens mailsystem i skyen, så I kunne spare driftsressourcer i it-afdelingen.

Men hvis du ikke taler højt om den slags, så skal du huske at gøre din chef opmærksom på det til lønsamtalen, så han eller hun har noget konkret at anerkende dig ud fra.

Et spørgsmål om anerkendelse

Lønforhandling er andet og mere end et spørgsmål om penge: Din løn fortæller dig, hvor meget din leder og din virksomhed anerkender din indsats, og derfor er det vigtigt, at der ligger en retfærdig vurdering bag.

Ofte er introverte dog så dårlige til at gøre opmærksomme på deres egen indsats og den værdi, den bibringer virksomheden, at deres ledere mangler et grundlag for at vurdere dem retfærdigt. Her er fire tip til, hvordan du sikrer dig den løn, du synes, at du fortjener - også selvom du har svært ved at komme udover rampen. 

1) Jeg vil ikke være en blærerøv eller løgner

Nogle introverte kommer nemt til at opfatte sig selv som en opblæst blærerøv eller en løgner, hvis de skal fremhæve deres præstationer, hvorimod det kommer helt naturlige for de ekstroverte. 

Derfor kan det være en god hjælp, at du kontakter en god, nær kollega, og bruger ham eller hende til at få andres øjne på dig og dine præstationer. Begynd med dine sparkling moments og spørg din kollega, hvor han eller hun har set din indsats gøre en forskel. På den måde kan din kollega hjælpe med at minde dig om, hvad du faktisk har gjort og bedrevet, som har gjort en forskel.

2) Min leder kan vel regne ud, hvad jeg har præsteret

Netop fordi mange introverte er utilbøjelige til at fremhæve deres egne præstationer, risikerer de at sætte deres chef i en situation, hvor han eller hun er nødt til at gætte sig frem til, hvad der egentlig er præsteret.

Men det er en farlig holdning at have, for har din chef overhovedet forudsætningerne for at kunne gennemskue dine præstationer? Du risikerer, at din leder kommer til at gætte forkert, og så bliver du ikke vurderet på et retfærdigt grundlag.

Prøv derfor at lave en liste med konkrete eksempler, hvor du har gjort en forskel på din arbejdsplads, inden du skal tale med din chef. 

3) Husk helheden

Det er en klassisk faldgrube, at den introverte fokuserer på sine egne opgaver og glemmer at perspektivere.

Når du skal fremføre dine præstationer, er det derfor vigtigt, du ikke bliver for snæver i din argumentation, og kun fortæller om, hvad du har gjort i forhold til dine egne mål og opgaver. Sørg for at pointere, hvad netop dine præstationer har haft af betydning for den overordnede strategi og for hele organisationen.

4) Husk din modtager

Endelig er det værd at kigge ud over dig selv og huske din interessentanalyse: Hvem er det, jeg sidder overfor, hvad er min lederes interesse, hvad tæller hos ham eller hende?

Det kan være en god ide, at du dyrker relationerne en anelse mere og får et dybere indtryk af, hvad der sker i de andre afdelinger, og hvordan I kan understøtte hinandens mål, så ikke du bliver opslugt for meget af din egen verden.

Bevar din markedsværdi

Husk at holde dine kompetencer ved lige. Når du efteruddanner dig, øger du din markedsværdi på arbejdsmarkedet - både for dig selv, for kollegerne og for virksomheden.

Se IDAs kurser